Besøg Køge Mini-By et projekt som viser byen i 1865
Daldorff hus Torvet 14
Navnet stammer fra slagterfamilien Daldorff, der havde ejet bygningen i ca. 135 år og drevet slagteri og salg fra huset med dets tilhørende bygninger
I Daldorff's hus findes nu en renæssancestue, der repræsenterer det velhavende borgerskab i købstaden Køge i 1600-tallet.
Der er udskårne paneler, skabe og en seng fra 1600-tallet samt et langbord langs ydervæggen.
Stuen er udsmykket med et enestående, bemalet 1600 tals loft, med romerske guder og allegoriske figurer.
Loftet er et andet bygningskompleks, nemlig købmandsgården Torvet 14.
Kirkestræde 20 er Danmarks ældste daterede bindingsværkshus. Ved en tilfældighed fandt man i 1888 - under 14 lag kalk - en udskåret døroverligger over hoveddøren til huset. Den havde indskriften ANNA ANO DNI MDXXVII, der fortæller, at bygningen er opført i 1527.
Huset havde en pendant, der lå op til dets nordre gavl. Dette hus havde ligeledes en døroverligger med indskriften IHESVS MARIA.
Begge huse har været bygget med udlejning for øje, og der har muligvis været flere. Våninger, kaldte man disse huse.
Da det bagvedliggende alderdomshjem - nu en del af biblioteket - blev bygget i 1908, blev det af arkitekten anbefalet og af byrådet vedtaget, at Kirkestræde nr. 20 og 22 skulle nedrives. Ved denne lejlighed gik nr. 22 tabt, men ved indgriben af Nationalmuseet - og ikke mindst Køge Museum - lykkedes det at bevare nr. 20.
Nationalmuseet påbegyndte nu en gennemgribende renovering af huset. Da det blev bygget, havde det muligvis stråtag, men ved renoveringen var det tækket med almindelige vingeteglsten, der ved denne lejlighed blev udskiftet med de nuværende munk og nonne tagsten. Ved renoveringen forsvandt også en udbygning med halvtag på bagsiden af huset, en såkaldt lude.
Huset er opført over en dyb kælder, hvis mure er opbygget af marksten. En endnu delvis bevaret muret trappe, som i flere århundreder har været beskyttet af den tilbyggede lude, førte fra gårdspladsen ned til den fladbuede kælderdør. Kælderen har været mere fritliggende, men da det var almindeligt at smide skarn og affald ud på gaden, er jordsmonnet gennem årene hævet. Visse steder i Køge er niveauforskellene mellem gadebelægningen dengang og nu på over en meter.
Da der er tale om en lejevåning, har der boet mange forskellige personer i huset gennem tiderne. De fleste er omtalt i folketællingslisterne, der kan ses i kopi på Køge Byarkiv. I 1801 boede der en pensioneret løjtnant fra et dragonregiment, der hed "Bosniakkerne". Det havde hovedkvarter i det nuværende Køge Museum, og bestod af 125 dragoner udstyret efter orientalsk mønster med turban, hvide benklæder og røde jakker. Deres bevæbning var lanser og krumsabler.
I våningen, der måler ca. 4 gange 5 meter boede der i sidste halvdel af 1800-tallet en skindhandler, Peder Lorentzen, med kone og 10 børn! I 1941 var der turistkontor, og den sidste beboer var den tidligere danske generalkonsul i Brasilien, Christian Ross Faurschou. Han boede her fra 1945 til 1958, hvor huset blev en del af børnebiblioteket.
Type: Fredningssag
Betegnelse: Kirkestræde 20
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Kirkestræde 020
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset (trefags lejevåning 1527). F. 1918.
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet
-----------------------------------------------
Torvet 7
Torvet 7, hvor Vero Moda i dag har til huse, hører til en af byens ældste ejendomme, skønt den ikke umiddelbart fremtræder sådan. Bag den pudsede facade gemmer sig svært egebindingsværk, og man regner med, at ejendommen er opført midt i 1500-tallet.
På billedet ses endnu de meget karakteristiske knægte under stokværksfremspringet mellem 1. etage og stueplan. Disse knægte er i dag forsvundet fra bygningen, men opbevares på Køge Museum. Knægtene er de første kendte repræsentanter for den for Køge så karakteristiske knægttype, som senere udelukkende findes under bygningernes tagskæg.
Under ejendommen er fundet resterne af en middelalderkælder, som stammer fra et hus, der har ligget med gavlen mod Torvet, men et par meter tilbagetrukket i forhold til gadelinjen. Der har været nedgang til kælderen fra Torvet i husets nordvestlige hjørne.
På grund af den centrale placering på Torvets østside, er der fremsat den spændende antagelse, at det forsvundne gavlhus kan have rummet en eller anden offentlig funktion, måske byens middelalderlige rådhus, som man ikke har fundet levn efter i murværket i den nuværende rådhusbygning.
Ugens billede stammer fra ca. 1900, hvor guldsmed Johan Holm havde forretning i stueetagen. Han fik borgerskab i Køge som guldsmed i 1876 og døde i 1904 som 58-årig. Holm var en af byens fremtrædende mænd. Han var formand for Køge Borger- og Håndværkerforening, aktiv ved opførelsen af Teknisk Skole, medlem af byrådet og af Odd-Fellow Logen. Han efterlod sig enke og en stor børneflok, hvoraf to var ukonfirmerede, som der stod i avisen ved hans dødsfald. (Foto: Køge Byhistoriske Arkiv)
Birte Broch
.............................................................
Køge Museum Nørregade 4
Type: Fredningssag
Betegnelse: Museet
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Nørregade 004
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset med sidelænge (opr. dobbeltgård, sdr. halvdel opført ca. 1610-15, nordre del med de syv vestlige fag af det opr. to etager høje sidehus 1619, den midterste del af sidebygningen - ca. 11 fag - hidrører fra den sdr. gårds sidebygning, også opr. to etager høj, de 13 østligste fag formentlig fra 2. halvdel af 1600-tallet). F. 1918.*
Antal bygninger: 2
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Med middelalderlige dele, fredet
Garvergården Vestergade 7
Type: Fredningssag
Betegnelse: Garvergården
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Vestergade 007 og 007 A
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset med sidehus og dettes nu fritstående tre sydligste fag (ca. 1600). F. 1918. Udv. 1983.*
Antal bygninger: 2
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Købmand C F Petersen
Køge Jernstøberi Vestergade 29
Type: Fredningssag
Betegnelse: Køge Jernstøberi
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Vestergade 029 A-C
Kommune: Køge
Beskrivelse: Den voksende efterspørgsel på redskaber og bygningsstøbegods, især fra landbruget, gjorde, at næsten alle danske provinsbyer i årene omkring 1850 fik et jernstøberi. Køge fik sit, da smedemester H.C. Hansen udvidede sin virksomhed i slutningen af 1830-erne. En støberibygning blev dog først opført 1865. Den føjer sig naturligt til købstadsgårdens øvrige længer. Den er i to etager med murer af kridtsten og oplyses af spinkle støbejernsvinduer, formentlig fremstillet af virksomheden selv. I det indre er konstruktionen på traditionel vis udført i tømmer. (teksten er fra: Fabrik og Bolig, Det industrielle miljø i Danmark. Fredede fabrikker opført efter 1840, Caspar Jørgensen, 1.1992)
Omfang: Forhuset (1875), sidehuset (den smalle del 1837, den brede del 1842) samt baghuset (støberibygningen 1865). F. 1983. *
Antal bygninger: 3
Antal andre objekter: 0
Komplekstype: Jernstøberi
Køge Jernstøberi blev grundlagt i 1830'erne af smedemester H.C. Hansen og er dermed en af byens ældste industrier.
Virksomheden etableredes på et tidspunkt, hvor støbejernet var ved at vinde frem. Industrialiseringens nye materiale, støbejernsgodset, blev i stigende grad anvendt til fremstilling af maskiner og redskaber, vand- og gasrør samt bygningsstøbegods.
Jernstøberiet i Køge fremstillede vogne, mølledele og landbrugsmaskiner foruden kakkelovne, gitre og andre støberivarer, som blev afsat i byen og den nærmeste omegn. Virksomheden havde omkring 25 ansatte, og den eneste større tekniske installation var en smelteovn. I 1865 opførtes en egentlig støberibygning, men først i 1872 blev fabrikken moderniseret med en dampmaskine på 4 Hk.
Den tiltagende mekanisering af landbruget i sidste halvdel af 1800-tallet betød efterspørgsel efter nye maskiner. Flere jernstøberier fremstillede således landbrugsmaskiner, som de selv havde konstrueret. I Køge udviklede jernstøber Hansen en havreknusemaskine, som blev sat i produktion i 1860'erne.
Jernstøberiet blev i 1918 overtaget af maskinfabrikant Christian F. Jensen og to kompagnoner, som han senere købte ud. Christian Jensen drev vvs-virksomhed og maskinfabrik i bygningerne frem til lukningen i 1985.
Køge Jernstøberi blev fredet i 1983.
Bygninger og anlæg
Jernstøbergården ligger på en langstrakt grund, der oprindelig gik fra Vestergade til Køge Å. Senere blev ca. halvdelen af grunden mod Køge Å frastykket. Komplekset består nu af fem bygninger, der ligger samlet omkring gården.
Forhuset mod Vestergade er opført i 1875. Den toetages bygning på ni fag er bygget i gule mursten og har tegltag. Over den brede port i midten findes en balkon med et kunstfærdigt støbejernsværk. Under vinduerne er der opsat støbejernsornamenter af samme type som balkonens rækværk. Huset er indrettet med butikker i stuen og beboelse på første sal.
Lige inden for porten ligger en hvidkalket sidelænge, opført i 1837 og udbygget i 1842. Her havde smelteovnen oprindelig sin plads.
Støberibygningen fra 1865 er bygget på tværs af den bageste del af grunden. Den hvidkalkede bygning er opført af kridtsten, har halvrunde støbejernsvinduer og en gennemkørselsport til arealet bagved. Over den vestlige gavl rejser en firkantet fabriksskorsten af gule mursten sig.
Arkiv og litteratur
Jernstøberiet er behnandlet i litteratur om Køges historie. Desuden er der materiale i Køge Museums bygningsarkiv.
Vurdering
Jernstøbergården er en af Køges ældste industrivirksomheder og et af byens velbevarede gårdskomplekser. Industrimiljøet er samtidig et eksempel på de tidlige jernstøberier, der opstod i i købstæderne. Jernstøberierne havde byen og oplandet som kundegrundlag og ofte en selvstændig produktion af enkelte landbrugsmaskiner. Køge Jernstøberi havde betydning for såvel landbruget som den begyndende industri, der forsynedes med støbegods af forskellig art.
Udpegning og vurdering: Køge Museum
Vestergade 31
Type: Fredningssag
Betegnelse: Vestergade 31
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Vestergade 031
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset (1857, gadesiden forhøjet 1886). F. 1983.
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet
-------------------------------------------------------
Torvet 13
Type: Fredningssag
Betegnelse: Torvet 013
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Torvet 013
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset (formentlig 1580-1600, forhuset delvis nybygget og forlænget hen over Åstræde ca. 1635-45) og sidehuset (formentlig 1580-1600). F. 1919. Udv. 1983.
Antal bygninger: 2
Antal andre objekter: 0
Torvet 19
Type: Fredningssag
Betegnelse: Torvet 019
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Torvet 019
Kommune: Køge
Omfang: Pakhuset (1844) og lysthuset. F. 1985.*
Antal bygninger: 2
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Torvet 21
Type: Fredningssag
Betegnelse: Manufakturgården
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Torvet 021
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset med sidehus og trappetårn (middelalder og 1634, ombygget 1824-26). F. 1919. Udv. 1983.*
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Torvet 28
Type: Fredningssag
Betegnelse: Torvet 028
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Torvet 028
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset (1867). F. 1983.*
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Kirkestræde 3
Type: Fredningssag
Betegnelse: Kirkestræde 3
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Kirkestræde 003
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset (1638). F. 1919.
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet
Kirkestræde 25-27
Type: Fredningssag
Betegnelse: Kirkestræde 25-27
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Kirkestræde 025-027
Kommune: Køge
Omfang: Forhuset (1600-tallet, ombygget). F. 1983.*
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Fredningsstatus: Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Nørregade 43
Type: Fredningssag
Betegnelse: Tøxens Skole
Aktuel status: Aktiv
Beliggenhed: Nørregade 043
Kommune: Køge
Omfang: Skolens hovedbygning (1859). F. 1983.
Antal bygninger: 1
Antal andre objekter: 0
Komplekstype: Skole
Fredningsstatus: Fredet
Byggeskik i byerne
De fleste gamle, danske byer er opstået i middelalderen ved overfartssteder og fjorde, eller hvor veje gennem landsdelene krydsede hinanden.
I de danske byer kan husene deles i to hovedtyper, gavlhuset og langhuset.
Gavlhuset ligger med gavlen mod gaden og med de bærende langvægge og rygningen vinkelret på gadelinien. Da gavlen ikke er bærende, ses det ofte, at vinduer og døre er placeret friere i forhold til hinanden end i langhusene. Gavlhuse er ret almindelige i Sønderjylland og i de sydfynske byer, men findes også i f.eks. København og Helsingør.
Langhusene, som er den almindeligste bygningstype her i landet, har de bærende ydervægge liggende parallelt med gadelinien. I denne hustype er vinduer og døre ordnet efter en jævn rytme, der er betinget af husets konstruktion, hvad enten det drejer sig om murværk eller bindingsværk.
Byens udvikling
En række byer opnåede handelsprivilegier, der betød, at de fik eneret på al handel og udskibning af varer. Torvet og havnen blev derfor sammen med kirken de vigtigste steder i byen - dér hvor de vigtigste huse blev bygget. Byggeskikken i byerne følger i almindelighed de hovedstrømninger, der udspringer i København og med tiden breder sig til alle egne af landet, således at byerne med de nærmeste handelsrelationer til hovedstaden først modtager de nye strømninger.
Bybebyggelsen i provinsbyerne var, indtil midten af forrige århundrede, enetages ejendomme opført i tætte rækker langs med gaden. I de større købstæder er der dog stadig bevaret en række store toetages bygninger fra 1600-tallet og ganske enkelte steder, bl.a. i København og Aalborg, endog huse med flere end to etager. Den overvejende bebyggelse i byerne var af bindingsværk. Enkelte bygninger havde grundmurede gadesider, men fra begyndelsen af 1800-tallet vinder det grundmurede byggeri stadig mere indpas.
Dette sker bl.a. på baggrund af de bybrande, der igennem årene lagde større områder af byerne i ruiner. Ikke mindst den store brand i København 1728, der ødelagde en meget væsentlig del af byen, gav stødet til skærpede krav om grundmuring, tegltage og andre brandhæmmende foranstaltninger. Krav, som også kom til at gælde for landets øvrige købstæder.
Med tilflytningen til byerne, først og fremmest København, i første halvdel af 1800-tallet skete der en betydelig fortætning af byen med udnyttelse af udhuse, lofter og kældre til beboelse. Loven om næringsfrihed fra 1857 betød, at man kunne bosætte sig uden for købstæderne og derfra drive såvel håndværks- som handelsvirksomhed. Loven medførte derfor en vis lettelse i presset på byernes boliger. Til gengæld førte den industrielle vækst i anden halvdel af 1800-tallet til en betydelig udvidelse af mange købstæder. Udvidelserne fik retlinede gadeforløb med grunde, der blev bebygget med relativt små, grundmurede huse, ofte med et temmelig fælles præg. De var typisk opført i blank mur (ubehandlet) af røde eller gule mursten, hvor taget var dækket med fabriksfremstillede tagsten eller skifer.
Med anlægget af jernbanerne i sidste halvdel af 1800-årene opstod en række bydannelser visse steder, hvor jernbanerne krydsede det eksisterende vejnet. Stationsbyerne har deres ganske særlige præg, der er betinget af den byggestil, der herskede i tiden, og det faktum, at byen udviklede sig som et bånd langs den eksisterende vej. Rent arkitektonisk ligner stationsbyerne de samtidige udvidelser af bl.a. købstæderne.
Bindingsværk
Bindingsværk har fra middelalderen været den almindeligste byggemetode i de danske byer. Kun de få velhavende adelsslægter, kirke og kongen havde da reelt mulighed for at bygge i grundmur.
De største og mest righoldigt udstyrede bindingsværksbygninger med kraftigt tømmer, fint billedskærerarbejde og kunstfærdigt tømrerhåndværk stammer fra renæssancen og barokken i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet. De tidligste huse er bygget med højstolper i bagsiden, dvs. med gennemgående stolper fra sokkel (fodrem) til tagrem og med store knægtbårne fremspring mod gaden.
A: Byhuse fra renæssance og barok har oftest udkraget bindingsværk mod gaden, medens det forløber ret mod gårdsiden.
B: I barokken går man bort fra udkragninger i bindingsværket, og gadefacaderne bliver - på linie med gårdfacaderne - opbygget stokværk for stokværk uden profiler og udskæringer.
C: Partierne mellem tømmerkonstruktionerne blev udmuret i mønster.
Omkring midten af 1600-årene erstattes højstolperne af etagedelt bindingsværk, også i bagsiden, men udkragningen mod gården bliver aldrig så stor som mod gaden. Knægtene og overgangstømmeret (tømmeret mellem etagerne) er ofte udsmykket med righoldigt træskærerarbejde.
Den såkaldte styrtrumskonstruktion, hvor øverste bjælkelag er tappet igennem stolperne et stykke under tagremmen, er under afvikling i løbet af 1700-tallet. I stedet blev bjælkerne lagt oven på tagremmen, og spærene blev stillet oven på bjælkerne i stedet for som i styrtrumskonstruktionen oven på den opstikkende stolpeende.Se Egnsbyggeskik på landet.
De seneste bindingsværksbyhuse fra tiden omkring og kort efter år 1800 er ofte bygget med karakteristiske dobbeltstolper. Det kan skyldes, at man brugte dårligere tømmer, men det kan i lige så høj grad skyldes ønsket om at kunne anbringe vinduerne længere fra hinanden og pudse huset, så det så ud, som om det var grundmuret. Pudsede bindingsværkshuse uden dobbeltstolper afsløres dog ofte ved, at afstanden mellem vinduerne kun er en stolpetykkelse.
Bindingsværket i byerne var langt tilbage i tiden udmuret med brændte sten, i alt fald mod gaden. Sandsynligvis har mange småhuse dog også haft lerklinede tavl som på landet, men disse synes ikke at have overlevet til i dag. På bagsiderne og i de indvendige vægge er der dog mange steder i 17- og 1800-tallet brugt lerklining eller ubrændte lersten.
Indtil midten af 1600-tallet anvendtes udelukkende ret store sten af munkestenstypen - dog en smule mindre. Fra midten af 1600-tallet indførtes mange mopper: små, hollandske sten, der brugtes til udmuring.
Anvendelsen af hollandske mopper begynder i Sønderjylland, og derfra spredes de i løbet af 30-40 år til det meste af landet. De afløstes i midten af 1700-tallet af de såkaldte flensborgsten: en tynd, lang, gul teglsten. Den er længere end mopperne, men mindre end nutidens sten, der fabrikeres efter én standard fra omkring 1875.
Grundmur
De grundmurede huse er opført af de samme stentyper som bindingsværkshusene. Middelalderens huse er opført af store, røde munkesten. Størrelsen kan variere, men længden er altid større end den dobbelte bredde. I renæssancen afløses de af lidt mindre sten, hvor længden svarer til to bredder plus en fugetykkelse. Denne ændring skyldes overgangen fra det karakteristiske munkeforbandt med to løbere (stenens langside) og en kop (stenens kortside) i hvert skifte (lag) til krydsforbandtet, hvor der kun lægges kopper, henholdsvis løbere i hvert skifte.
Det grundmurede hus fremstår enten med overfladen i blank mur (synlige sten), i skuring eller berapning med et tyndt mørtellag, hvor stenene kan anes, eller puds, hvor stenene er helt dækket af mørtel.
Når man ser bort fra naturstensdekorationer, er udsmykningen på de murede bygninger i udstrækning og form i overensstemmelse med murværkets natur, dvs. afhængig af murstenenes størrelse.
Fremspringende eller tilbageliggende partier er næsten altid 1/4 sten dybe, deres bredde delelig med 1/2 eller 1/4 sten og deres højde svarende til hele skifter.
Fælles for alle murede huse er hovedgesimsen ved overgangen til taget. Hovedgesimsen kan bestå af flere led og med højde, fremspring og form efter tidens ideal. Mange gesimser er så store, at det tilsyneladende strider mod naturlovene, at de ikke falder ned.
Gesimserne i de blankmurede huse er ofte udført ved at dreje eller forskyde enkelte eller alle sten i et eller flere skifter. Den pudsede gesims består af retvinklede eller 1/4-cirkelformede sten, hvorpå der er trukket et pudslag.
Fra slutningen af 1800-tallet og til midt i vort århundrede fik det blankmurede byggeri en renæssance. I denne periode arbejdede man både med de traditionelle fremspringende detaljer, men også med en blanding af røde og gule sten. I disse år udførtes noget af det smukkeste murerarbejde herhjemme.
Byhusenes farver
Farvesætningen på 1600-tallets bygninger kendes der kun lidt til, men der er ved flere undersøgelser fundet spor af kraftigt malede farver på udsmykninger, medens bindingsværk og tavl har været kalkede.
I begyndelsen af 1700-tallet var det sædvane at kalke de fremtrædende partier på murværket, medens man senere i århundredet på de pudsede huse tit så gule, rosa og røde farver. Arkitekturdetaljer og stenhuggerarbejde var ofte kalkede i en kontrastfarve som hvid eller blågrå (kønrøg).
I 1800-tallet er det de kølige grå og rent hvide farver, ofte oliemaling i stedet for kalk, der dominerer byggeriet, indtil de pudsede huse afløses af det blankmurede byggeri, hvor lerets blanding afgør murstenens farve.
I de større byers gårde, hvor det var småt med tilgang af luft og lys, har man tilsat kalken jernvitriol, der gav en blakket orange / rustbrun farve. Foruden at være et billigt farvemiddel har jernvitriol også en mug- og skimmelhindrende effekt.
Tage
Siden indførelsen af brandforordninger, der betød stråtagenes afvikling i byerne, har den røde vingesten af brændt ler været det altdominerende materiale til tagdækning. Med muligheden for en maskinel fremstilling af tagsten fra slutningen af 1800-tallet fremkom den såkaldte falstagsten, der med sine mere præcise mål og større tæthed blev en stor konkurrent til vingestenen, som dog stadig produceres.
Fra midten af 1800-tallet anvender man også skifersten, der gav mulighed for at udføre tage med en lavere taghældning end normalt.
Senere udvikler man metoder til at fremstille tagsten af cement, og mange af disse grå sten ses stadig rundt om i byerne, men noget smukt alternativ til tagsten af tegl er de ikke.
Af eternit fremstilles kunstskifersten og bølgeplader. Hvor udmærket materialet end kan være, egner det sig ikke til tagmateriale på ældre, bevaringsværdige bygninger.
Husenes indretning
I mange af 1500-tallets byer var rækkerne af handelsboder en typisk del af gadebilledet. De bestod ofte af en forstue, der foruden adgang fra gaden til gården også gav adgang til husets andet rum, der fungerede som stue og bod (forretning). Køkkenet kunne evt. være indrettet i en tværfløj. Senere indrettede man et kammer og en stue adskilt fra boden, der stadig havde adgang fra forstuen.
Principperne for indretning af bolig / forretning i det jævne købstadshus ændredes ikke meget de næste 300 år. En af de væsentligste ændringer bestod i, at huset blev gjort bredere, og det da indførte langsgående hovedskillerum gav mulighed for at adskille stue(r) mod gaden og kammer samt køkken mod gården.
Den mere velstående borgers hus havde ofte en portgennemkørsel fra gade til gård. Fra portrummet var der adgang til trappen, der førte til husets forskellige etager. Kælderen var indrettet til butik eller bolig for en af de ansatte og havde adgang fra portrum eller gade. Fra trappen kom man til ejerens bolig med de repræsentative rum i beletagen (den fine etage). Her lå det store rum, salen, mod gaden med et værelse på den ene eller begge sider.
Forhuset kunne også være suppleret med et sidehus, hvor en række sekundære rum, køkken og køkkentrappe, var placeret. Ved denne bebyggelsesform opstod hjørnestuen med det store vindue i det skrå fag mod gården. Rummet, der oftest blev anvendt til spisestue, kunne også være ovalt.
Bygningstypen optræder i flere variationer fra 1700-tallets midte og ca. 150 år frem.
Udlejningsbyggeri var ret spartansk. En af de enkleste former bestod af et gennemgående trapperum med en lejlighed på hver side. Lejlighederne var delt op med et langsgående og et tværgående skillerum. Derved fremkom en eller to stuer til gaden samt kammer og køkken til gården.
Omkring år 1900 gjorde man op med korridorsystemet, og køkkenet fik således en mere central placering i lejligheden. Heraf fulgte hurtigt forsøg med indretning af spisekøkkener; en idé, der var hentet i Tyskland, men som dog først slog rigtigt an i 1960'erne.
Radikale nybrud i lejlighedsindretningen i Danmark sker altså først med kraftig inspiration fra funktionalismen i 1920-30'erne, med direkte inspiration fra det blomstrende byggeri i Tyskland i årene efter første verdenskrig.
Med nye, byggende befolkningsgrupper skabtes andre boligformer. Først kædehusene med to eller tre lejligheder opført af byggeforeninger, f.eks. Kartoffelrækkerne i København, der blev opført af B&W-arbejdernes byggeforening. Husene havde én lejlighed i hver af de tre etager.
I denne proces fik Landsforeningen Bedre Byggeskik, der fra 1915 virkede for en højnelse af kvaliteten i det almindelige byggeri, en uvurderlig betydning.
Kilde: Kulturarvstyrelsen
|
 |
|
|
|
|
Skorstene og ildsteder
Skorstene har i århundreder været en naturlig del af vore beboelseshuse. De har på afgørende måde præget boligerne indvendigt ved rummenes placering omkring skorstenene, og udvendigt har skorstenspiberne, der som regel var fint udformet, været en vigtig del af husenes arkitektur
En skorsten består af en eller flere røgkanaler gennem etagerne, hvor der kan være tilsluttet åbne ildsteder, komfurer, kaminer og ovne. Den synlige del over taget hedder skorstenspiben; denne betegnelse vil blive benyttet i det følgende, hvor kun skorstene i bolighuse vil blive behandlet.
Tidlige skorstene og ildsteder
De første skorstenspiberI vort kølige klima, hvor opvarmning af boligen altid har været nødvendig, klarede man sig længe blot med et bål på gulvet. Røgen fra dette ildsted, arnen, fandt selv ud gennem lyren (et hul i taget). En metode, der med en vis udvikling af ildstedet, blev anvendt gennem mange hundrede år. De sidste lyrehuse i Jylland forsvinder så sent som i slutningen af 1800-tallet.
I den tidlige middelalder begyndte man at bygge hævede ildsteder, og i fortsættelse heraf senere røgkanaler med røgfang. Hvornår de første skorstenspiber forekommer her i landet, vides ikke med sikkerhed, men i løbet af middelalderen forsynes flere og flere huse med skorstenspiber. I Tuesens boder i Næstved (opført 1484) findes en overgangsform, idet en gavlskorsten har været afsluttet med pibe i den øverste kamtak (del af den trappeformede gavl), mens husrækkens øvrige ildsteder tilsyneladende kun har haft røgkanal til loftrummet, hvorfra røgen forsvandt ud under tagstenene. Efter denne tid bliver det mere almindeligt at afslutte skorstene med piber, først i byerne og senere på landet.
På et stik af Rundetårn fra 1657 ses en rig variation af skorstenspiber, som i større eller mindre udstrækning har eksisteret i vore byer frem til vor tid, hvor bl.a. central- og fjernvarme har ført til fjernelse af mange skorstenspiber.
Stikket viser, at skorstenspiber kommer op overalt på tagfladerne, også ved tagskægget, og det viser også, at skorstene på dette tidspunkt normalt gik lodret op gennem husene. Piberne er uden sokkel, men med en udkragning øverst. En enkelt pibe har en hvælvet overbygning - en udformning, som ikke har været ualmindelig. Sokler på skorstenspiber indføres her i landet tilsyneladende under påvirkning fra Holland. Senere, hvor man fortrinsvis placerer piberne i tagrygningen, bliver det nødvendigt at trække skorstenene på loftet, evt. understøttet af tømrede skorstensstole.
Der har naturligvis ikke været gjort lige meget ud af skorstenspiberne på alle huse. Pragtskorstene som på Charlottenborg og Eremitageslottet har ikke været almindelige.
Skorstenes udformning og placering kunne være styret af husets funktion eller udformning. I perioder har man helst ville skjule de nødvendige skorstenspiber ved at udforme dem som spir, vaser eller lignende. På de fleste huse har skorstenspiber dog været et bygningselement, man godt ville være bekendt, ja endog fremhævede ved at gøre noget særligt ud af. Dette ses bl.a. af den utrolige variation af almindelige skorstenspiber med sokkel, bånd, gesimser, affasninger og profilering, der stadig findes.
Mange skorstenspiber er ombygget i et forsøg på at forbedre aftrækket eller mindske fugten i skorstene. De kan således være forhøjede ved påmuring eller have fået opsat et lodret rør øverst. Tage eller overdækninger er blevet udført på mange måder som f.eks. de murede sadeltage på Nyboders skorstene. En helt speciel form for afdækning er de senere, drejelige røghætter, der også skulle forhindre røgnedslag.
Åbne ildsteder
Det åbne ildsted havde over åbningen en ildstedshammer (overligger) til at bære den murede kappe, der ledte røgen op i skorstenen. Denne overligger kunne ligge på fremkragede sten og var i køkkener ofte af træ. Kaminers overliggere var almindeligvis murede eller af natursten. Senere køkkenildsteder kunne have overliggere af jern, og hvis de var åbne på to sider have en jernsøjle under det fri hjørne.
Inde i køkkenskorstenen var der opført en muret ildbænk i arbejdshøjde. Herpå brændte ilden under gryderne, der hang i en krog med indstillingsmulighed i højden eller stod på ben i gløderne. På landet var det i Østdanmark almindeligt at have én skorsten, hvor alle ildstedsfunktioner var samlet. Man stod inde i skorstenen og havde ildbænk og indfyring til bilægger til den ene side, mens indfyring til bageovn og gruekedel fandtes på de øvrige sider.
I Vestdanmark fandtes der på landet ofte to uafhængige skorstene. Den ene placeret i køkkenet med ildbænk i hele skorstenens bredde og med arbejdssted foran skorstenen. Den anden fandtes så i bryggerset og havde arbejdssted inde i skorstenen, hvor bageovn og gruekedel var tilsluttet. Med sådanne skorstensarrangementer var man i stand til at fremstille væsentlige produkter som brød og øl. Indretningen med de åbne skorstene findes stadig enkelte steder i landet.
Bilæggerovne
De åbne ildsteder havde den ulempe, at røgen under uheldige omstændigheder kunne komme ud i rummet. En stor forbedring var indførelse af bilæggerovnen. Fra den tilstødende, åbne skorsten fyrede man gennem et hul i skorstensvæggen. Man kunne således holde ild og røg adskilt fra det rum, der skulle varmes op. I begyndelsen var bilæggerovne opmurede af særligt udformede kakler, heraf ordet: kakkelovn. Senere blev bilæggerovne af jern almindelige. I den simpleste form klarede man sig blot med en indmuret jernplade i skorstensvæggen. Det er et arrangement, der kendes fra små lejligheder i byerne. Beboelsesrum uden væg mod en åben skorsten måtte stadig opvarmes ved hjælp af kaminer, som, når de var ude af brug, kunne have opsat en træplade for at mindske trækken.
Vindovne
Endnu en forbedring gennemførtes ved indførelse af vindovne eller brændeovne, som de i dag kaldes. Også vindovne kunne være af kakler eller fajance, men det mest almindelige var dog ovne af jern, runde eller firkantede. Indfyringen sker i det rum, der skal varmes op, og med et spjæld reguleres lufttilgangen, hvorved forbrændingshastigheden og temperaturen kan styres. Vindovne var mere effektive end de hidtil kendte ovntyper, og de var pladsbesparende, fordi de kunne tilsluttes det samme skorstensrør i flere etager. Ved at trække kakkelovnsrør over gange og lofter gav denne ovntype mulighed for at opvarme rum, der ikke havde forbindelse til en skorsten.
Køkkenkomfurer, som fungerede efter samme princip som vindovne, kom efterhånden til at afløse de åbne ildsteder med ildbænk.
Køkkenkomfurerne, der var udført af jern, gav mulighed for at have flere gryder over ilden på samme tid. Man havde også bedre mulighed for at regulere varmen. Desuden var køkkenkomfurerne forsynet med bageovn, således at almindelige husstande fik mulighed for at bage. Visse komfurer var forsynet med en vandtank, hvor man kunne varme vand.
Skorstenspiber
Den traditionelle skorstenspibe kan være udformet med sokkel, skaft, bånd og gesims. Ved at udføre sokkel på skorstenspiber skabes på naturlig måde en udkragning, hvor en god tilslutning til tagdækningsmaterialet kan udføres. Desuden opnås der en større afstand mellem den varme skorstensrøg og brændbart materiale, som f.eks. ved stråtage.
Som oftest afsluttes sokler 1 til 2 skifter over tagryggen og kan være udkragede med et eller flere skifter, hver på 3-5 cm. På det glatte skaft kan der være et smalt, udkraget bånd. Øverst afsluttes piben ofte med et bredere bånd. Udkragningen på disse bånd bør ikke være større end ca. 2,5 cm.
Den nødvendige inddækning kan også udføres med en musetrappe, dvs. udkragede sten som i aftrapning følger tagfladen. Denne måde at skabe inddækning på er udsat for vind og vejr og kræver oftere reparation.
Skorstene og piber til åbne ildsteder udførtes med meget stor lysning. Skorstensfejeren måtte kravle helt ind i skorstenen under fejning. De skorstene, der senere blev almindelige, var meget tynde og måtte renses udefra. I nyeste tid er skorstenenes piber udført helt glatte uden udsmykninger af nogen art, dog ofte afsluttet af en udkraget betonplade.
|
|
|
|
|
|
|
|
Dørprofiler 1700 - 1900
Dørprofiler
Man kan datere en dør, d.v.s. sætte den ind i en bestemt tidsmæssig sammenhæng ved at sammenligne dørens fyldingsinddeling, profilering og beslag med veldaterede døre. En datering alene på grundlag af dørenes profiler rummer imidlertid usikkerhedsmormenter.
Der er f.eks. stor variation fra egn til egn, og også inden for den enkelte egn. Endvidere kan der være forskel mellem dørene i palæer og i mere simple huse, ja endda mellem dørene på de forskellige etager i samme hus.
Dette blad giver en kortfattet beskrivelse og viser ved illustrationer i typiske eksempler på døre og dørprofiler fra forskellige tider. Variationen er mangfoldig, men der er alligevel visse karakteristiske træk, der er kendetegnende for de pågældende perioder.
1700 -1740 - Barok
Op gennem 1600-årene havde døre for det meste to fyldninger. Denne inddeling holdt sig langt op i 1700-årene. I Københavns-området blev den dog fortrængt omkring 1700 af døre med én stor fylding.
Fyldingernes profil kunne være asymmetrisk, d.v.s. med forskelligt udseende på dørens to sider.
Den ene side var profileret og lå lidt foran dørrammen, mens den anden side var glat og lå tilbage. Mellem rammestykke og fyldning påsatte man gerne profilerede lister (kelstød). Sådanne lister blev også benyttet mellem fyldingernes frisning.
Et stykke ind i 1700-årene anvendtes tillige trefyldingsdøre, som ofte havde afrundede fyldingshjørner. Fra omkring 1700-tallet blev tofløjede døre mere anvendt i slotte og palæer og kom siden ind i det borgerlige byggeri. Foruden fyldingsdøre var det helt op igennem 1800-årene almindeligt med simple revledøre i mindre fine rum, f.eks. køkken og bryggers.
Motivet til barokprofilerne blev hentet i Holland og Italien. Profilerne blev tildannet i hånden ved hjælp af forskellige profilhøvle, som tilsammen gav det valgte profil. Dørens indfatninger blev opbygget af flere stykker træ, der blev limet og samlet med trænagler. De blev ofte anbragt på en sokkel med et simpelt profil og kunne opsættes forskudte eller knækkede.
Dørlåsene var store kasselåse til at fælde ned i døren, så den ene side af låsen var synlig. På bagsiden satte man en jernplade mage til låsekassen. Pladerne blev samlet med bolte, hvis møtrikker gerne blev filet i blomstermotiv. På tofløjede døre blev der for symmetriens skyld ofte sat en falsk lås med håndtag på fløjdørenes stående fløj. På mere simple døre nøjedes man med klinkefald, som i dag stadig kendes fra stalddøre.
Dørene var før denne periode fastholdt med bladhængsler, der blev boltet på døren. De kunne ofte være dekorativt udformet. selv på simple døre. I det bedre byggeri slog de nye hollandske hængsler igennem. Hængslerne blev stemt ind i dør og karm. På de ældste typer blev de låst med bolte.
Senere blev teknikken rafineret, og hængslerne blev låst med stifter, der blev skjult under den malede overflade. Hollandske hængsler er pyntet med en lille smedet top, udformet som en vase.
1740 -1770 - Rokoko
I rokokoperioden blev både fyldingsinddeling og profiler ændret.
Enfløjsdørene fik to fyldninger, hvor den nederste fylding fik samme højde som rummets brystpaneler. For at opnå større tæthed blev dørene mange steder overfalsede. Rokokoens profiler blev hentet fra Paris, hvor især arkitekten Blondel er blevet kendt for sin undervisning og sine mønsterbøger om datidens stilarter.
Samtidig fremkom indstukne låse, som helt kunne skjules. Til disse låse hørte greb og låseskilte støbt i messing. Skiltene var gerne - men ikke altid - asymmetriske, og grebene ægformede. Hængslerne var fortsat de hollandske, men det var nødvendigt at give dem en anden udformning, når de skulle passe til en overfalset dør.
|
|
1770-1800 - Klassicismen
|
|
Barokkens tre-fyldingsdøre vender tilbage, men fyldingsprofilerne var nu generelt symmetriske, d.v.s. døren var ens på begge sider. Tofløjsdørene fik indskudt en ekstra fylding for oven, og den nederste fylding blev lavere, svarende til brystpanelerne, i lighed med enfløjsdørene i rokokoperioden.
Indfatningsprofilerne fra rokokotiden fortsatte et stykke ind i den klassicistiske periode. Den danske arkitekt Harsdorff (1735-99) tilførte stilen en profil, som blev helt unik for denne periode. Fra det antikke Rom hentede man endvidere klassiske profiler.
Låsenes dørskilte blev symmetriske. Foruden messingdørgreb introducerede man skilte og greb af jern. Hængslernes toppe blev ændret. Især slog agerntoppen igennem.
1800-1840 - Empire
I empireperioden blev enfløjsdørene udført med fem fyldinger.
Fyldingernes spejl blev ofte kanneleret (riflet) og kunne også have en udskåret medaljon i fyldingsspejlet. I stedet for en enkelt slagliste brugte man to, således at den gående fløj blev bredere end den stående. Det gav mere plads til at passere. Med dobbelte slaglister kunne man tillige nøjes med at isætte en enkelt lås og stadig opretholde symmetrien.
Det Harsdorff'ske profil fortsatte i København langt ind i 1800-årene, mens provinsen hellere anvendte lave riflede profiler. Kannelerede indfatninger blev ofte samlet i hjørnerne om en lille slutklods, der enten kunne være en drejet roset eller være pyramideformet. Empirens kannelerede profiler blev kun anvendt i en kort periode og ses sjældent efter 1850.
Englænderen Chub introducerede en lås med en konstruktion (tilholdere), som gjorde det vanskeligt at dirke låsen op. Udformningen af denne lås smittede af på tidens indstukne låse, og typen ændrede sig herefter kun lidt i resten af 1800-årene.
Låseskiltene blev forenklet i overensstemmelse med stilen. Der fremkom kryds- og krykgreb, både i jern og messing. Hængseltoppe blev forsynet med runde toppe samt med vaser i stiliseret form.
1840-1870 - Historicisme
Med opblomstringen af den historiske interesse for bygninger kopierede man i stort omfang detaljer fra både gotik renæssance og barok.
Døre med fem smalle fyldinger blev almindelige i det meste af landet. De små fyldinger blev undertiden svagt pyramideformede, og der blev endog fremstillet døre, hvor alle fyldinger havde pyramideform. Klassiske profiler fik gotisk præg ved at give hovedprofilets karnis en skrå affasning.
Låseskiltene blev forenklet til blot at være en smal messingplade, afsluttet med et lille profil. Til skiltet hørte krydsgreb eller krykgreb. Hollandske hængsler blev nu erstattet med Hamborghængsler, som udmærkede sig ved at være nemmere at sætte på dørene.
1870-1900 - Industrialismen
I sidste halvdel af 1800-årene ændrede industrialiseringen vilkårene for det traditionelle byggeri. Bygningsdele kunne nu produceres med større ensartethed.
Ved fremkomsten af dampdrevne snedkerimaskiner undgik man at høvle og kele en mængde snedkerarbejde med håndkraft. De store dampsnedkerier tilbød ligefrem standarddøre. Håndværkere i provinsen fortsatte en tid med at håndhøvle profiler, men omkring århundredskiftet var der efterhånden maskinsnedkerier i de fleste større byer.
Mens snedkerarbejdet i det velhavende byggeri stadig var nuanceret og detaljeret, blev snedkerarbejdet i det billige boligbyggeri mere og mere standardiseret og ensformigt. Enkeltdørene fik indsat et lodret midterrammestykke. Dette gav nye inddelinger, som f.eks. flagdøre.
Mange steder - særlig uden for København - vedblev man at anvende messinggreb. I København blev det moderne med greb forarbejdet i horn, ben og/eller hårdt træ, som f.eks. pokkenholt. De såkaldte spidsgreb og knippelgreb prægede markedet. De var katalogvarer, som kunne leveres helt op til 2. verdenskrig. Massefabrikerede beslag blev også en katalogvare.
|
|
|
|
Kilde Kulturarvstyrelsen
Vinduer |
|
|
Besøg Køge Mini-By