|
Bindingsværk var den almindeligste byggemåde i Danmark fra senmiddelalderen og fremefter.
Bindingsværk er smidigt og fleksibelt at arbejde med, og man kan nemt tilføje ekstra rum til sit hus.
Et bindingsværkshus er et skelet af træ. Skelettet bærer husets tag og holder sammen på husets vægge.
I egne med gode skove var skelettets stolper og bjælker gerne af en god og kraftig kvalitet - og man brugte meget tømmer til husene.
I træfattige egne som f.eks. Vestjylland var bindingsværket ofte spinkelt og kroget - og man sparede på træet.
Lerklining
I skelettets åbne vægfelter lavede man et fletværk af mindre træstolper og kviste. Så klaskede man vådt ler på fletværket og lod det tørre. Tavlene blev glattede. Til slut blev de kalkede.
På Sjælland kalkede man "over stok og sten" - dvs. hele væggen, både stolper og tavl, blev kalket hvide.
I Østjylland og På Fyn gav man ofte stolperne en farve, f.eks. rød eller sort. Tavlene fik en anden farve, f.eks. hvid eller gul.
Udmuring af bindingsværk
I løbet af 1700-tallet og 1800-tallet fandt man på at fylde tavlene med lersten i stedet for fletværk.
Lerstenene kunne være af soltørret ler eller solide, brændte mursten. Stenene var mere holdbare end lertavlene, som nemt fik vandskader ved heftige regnskyl.
Man brugte også, hvad der var ved hånden. I nogle af museets huse fyldte beboerne tavlene med strandsten, granitskærver eller andet tilgængeligt materiale.
Udmuring af bindingsværk blev tit gjort lidt efter lidt eller i forbindelse med andre reparationer eller udvidelser på gården.
Kilde: Nationalmuseet |
