Retur

 

Romansk stil (ca. 1050-1250)

I Danmark (herunder Skåne, Blekinge og Halland) var byggestilen udbredt ca. 1050-1250.

Den romanske byggestil har hentet både navn og inspiration fra romersk bygningskunst. Stilen kaldes også rundbuestil. De tidligste kirker er opført i romansk stil. Kirkerne er bygget i natursten eller - fra midten af 1100-tallet - teglsten.

Kendetegn
En romansk bygning giver et massivt og tungt indtryk med de tykke vægge i natursten / kampesten eller mursten / munkesten og få og smalle vinduer. Man kan kende den romanske stil på rundbuen, hvælvvingerne og de geometriske mønstre. Dør- og vinduesåbninger er som regel rundbuede foroven. Det samme er kupler og tøndehvælvingen som bærende element inde i bygningen.


Med kristendommens indførelse omkring år 1000 nåede også den romanske stil til Danmark. Den romanske stil, inspireret af de romerske oldtidsbygningsværker, udbredtes fra Syditalien til det nordlige Skandinavien og fra Irland ind i Østeuropa.


Som stilart dominerede den i perioden fra omkring 1000-tallet til midten af 1100-tallet, især inden for billedkunst og arkitektur.

Indførelsen af den romanske stil i Danmark hang nøje sammen med, at kristendommen var kommet til landet. Den store Jellingesten fortæller om tiden fra vikingetid til kristendom. Stenen, som er fra anden halvdel af 1000-tallet, er et oldtidsmonument sammenkoblet med kongemagtens og kristendommens sejr. Et sejrsmonument over Harald Blåtands konge-dømme og den nye religion.

Ved indgangen til 1000-tallet iværksættes i Danmark et omfattende kirkebyggeri, først i træ siden i sten og mørtel (sandsten, frådsten og granitkvadre). Karakteristisk for denne periodes kirker var det solide og massive byggeri, de tre kirkerum skib, kor og apsis efter den romerske basilika, det allerhelligste, samt de rundbuede hvælvinge og små højtsiddende vinduer.

Den romanske granit- og reliefkunsts motivverden fandtes oftest fra bibelen eller i den kirkelige tradition. Inden for kirkebyggeriet ses relieffer placeret rundt om på skib, kor og apsis. De skulpturelle udsmykninger ses som regel koncentreret omkring portalerne og i det kirkelige inventar, som på døbefront og ved alteret.

 
 

Gotisk stil (ca. 1250-1550)

I Danmark (herunder Skåne, Blekinge og Halland) var byggestilen udbredt ca. 1250-1550.

Kendetegn
Efter et par hundrede år klingede den romanske byggestil ud til fordel for en spidsbuestil, der kaldes gotisk.

Byggestilen er mest fremtrædende i kirkebyggeriet. Den gotiske kirke skulle give den besøgende en større religiøs oplevelse end den romanske kirke kunne. Der skulle mere lys ind i rummet, eftersom lys ansås for et gudeligt symbol. Det krævede større vinduer, højere vægge og i det hele taget større kirkerum, som igen krævede en anden byggeteknik.

Løsningen var opadstræbende former som spidsbuede vinduer, krydshvælvinger som var stærkere end de romanske tøndehvælvinger samt udvendige stræbepiller (en slags støttesøjler), som skulle støtte de forholdsvis tynde vægge. Derved kunne man bygge højere end før, bl.a. domkirker og katedraler med høje slanke tårne.

I middelalderen omtalte man den gotiske stil som ”opus francigenum”, oversat betød det frankisk arbejde. Stilen kom fra Nordfrankrig med Paris som centrum.
I renæssancen i Italien fandt man imidlertid stilen vulgær og kaldte den i stedet ”gotisk”, i betydningen ”babarisk”; de franske goter havde i 400-tallet, ifølge italienske kunstteoretikere i 1500-tallet, udrangeret den antikke romerske civilisation


Gotisk renæssance (ca. 1550)

Byggestilen gotisk renæssance er en overgangsstil mellem gotisk stil og renæssance.

 

Renæssance (1536-1660)

Antikkens bygninger som forbillede
Renæssance betyder genfødsel og er kendetegnet ved en fornyet interesse for den klassiske oldtids former og idealer. I Danmark slutter middelalderen med Reformationen i 1536, og renæssancen er et opgør med den middelalderlige kultur på overgangen til nyere tid. Den danske renæssance varer fra 1536 til Christian 4.s død i 1648 eller Enevældens indførelse i 1660.

Renæssancens bygninger har antikkens perfekte bygninger som forbillede. Idealet er matematisk fastlagt orden, streng enkelthed, ligevægt og symmetri.

Kendetegn
Bygningernes grundplaner domineres af geometriske former som cirkler og kvadrater. De opadstræbende former, som er kendetegnet for Gotisk stil, afløses af vinkelrette og svagt buede former. Søjler og kupler vinder indpas i arkitekturen. I Danmark (herunder Skåne, Blekinge og Halland) kaldes renæssancen også for Christian 4.-stilen


Betegnelsen renæssance betyder genfødsel og blev anvendt om den intellektuelle og kunstneriske bevægelse, der begyndte i Italien i det 14. århundrede.
Ideen om genfødsel refererer til opdagelsen af den klassiske antik, som kom til at fremstå som fortidens gyldne tidsalder og ideal. Kunstnere kopierede klassiske figurer for deres absolutte skønhed, harmoni og klarhed, arkitekter byggede udfra antik formgivning og antik filosofi og litteratur inspirerede til nytænkning. Den klassiske kunst har til langt op i 1900-tallet været inspirationskilde for kunstnere, som f.eks. Pable Picasso og vor egen Harald Giersing, se under kunstnere.

Barok (ca. 1630-1735)

Ved slutningen af 1500-tallet afløses det manieristiske maleri efterhånden af barokken. Perioden strakte sig over hele 1600- og en del af 1700-tallet, herfra ”den barokke tidsalder”.
Perioden inddeles i den tidlige barok, højbarok og senbarok. Hertil undergik stilen forskellige modifikationer i hvert af de lande, den bredte sig til, her Spanien, Flandern, Holland, Norden, Frankrig og Latinamerika. I Danmark tales der om 3 typer barok: bruskbarok, højbarok og senbarok

Den barokke stil opstod i Rom og var forbundet med den katolske modreformation. En af hovedeksponenterne for religiøs maleri i perioden i Italien var Michelangelo Merisi Caravaggio (1573-1610).
Caravaggios solide skildring af menneskekroppe og fornemmelse af fysiske tilstedeværelse byggede på renæssancens fremstilling af menneskelig tyngde og manierismens bevægelse.
Dertil udviklede Caravaggio det såkaldte clair-obscuret dvs. ved manipulation af lys og skygge, valgte kunstneren selv, hvad beskueren skulle opleve med ekstra intensitet. De glidende overgange mellem lys og mørke, som det kendes fra renæssancen var udvisket, kun det bratte sammenstød mellem lys og mørke blev tilbage


Byggestil
Den barokke arkitektur bryder med renæssancens stramme regler. Den barokke stil er langt mere overdådig og løssluppen. Svenske barokbygninger inddeles i stilarterne romersk barok og fransk barok, hvor den franske stil er lettere og mere livlig end den romerske, som er en tung stil.

Kendetegn
Udvendigt kan stilen fx kendes på de massive og alvorstunge former. Den barokke bygning kan have voldsomme gavle og gesimser, der ofte er forskudte. Døre og vinduer er omgivet af fremtrædende indfatninger.

 

Rokoko (ca. 1735-1775)
Især knyttet til indendørsarkitektur
Rokoko er ikke en selvstændig arkitekturform, men knytter sig især til indendørsarkitektur og dekoration. Stilen er kendetegnet ved et asymmetrisk, muslingeformet ornament, forgyldte paneler mv.

Kendetegn
Karakteristisk for rokokostilens bygningsværker er det franske mansardtag

 

Nyklassicisme (ca. 1760-1840)
Antikkens former vinder atter indpas i arkitekturen
De græsk-romerske bygningsværker (750 f.kr. - 400 e.kr) har flere gange domineret europæisk arkitektur, bl.a. i renæssancen. Betegnelsen ”ny”klassicisme henviser til, at de klassiske former og idealer endnu en gang vinder indpas i arkitekturen.

Stilarten rummer flere strømninger, bl.a. Louis 16 (Louis seiz) og Empire (1804-1820). Gustaviansk klassicisme er den svenske retning inden for nyklassicismen, opkaldt efter den svenske konge Gustav 3. (1771-1792).

Kendetegn
Som under renæssancen er nyklassicismens idealer ligevægt og symmetri, og søjler vinder atter indpas i arkitekturen. Murene pudses og kalkes, og tagene belægges med rød- eller sortglaserede tegl.

 

Historicisme (ca. 1830-1900

 

Sammenblanding og genbrug af tidligere tiders stilarter
Historicisme deles op i forskellige stilperioder: Nygotik (nygotisk stil), nyrokoko, nybarok og nyrenæssance.

Anden halvdel af 1800-tallet er en tid præget af sammenblanding og genbrug af tidligere tiders stilarter med et fornyet udtryk. Groft sagt kan man tale om en periode med historisk stilforvirring.

Perioden bød på nye byggeteknikker og materialer, der gjorde det muligt at opføre overdimensionerede bygninger i de historiske stilarter - eller stilarterne blev blandet.

 

 

Kilde: www.sydsverige.dk

                www.artlinks.dk