Forside

Den Tyske menighed i Kjøge 1640


Da imidlertid Byen Kjøge, der dengang forholdsvis var en betydeligere Handelsstad end nu, alt tidligere havde endel tydske Borgere, opstod her snart Stridigheder af den samme Art, som dem vi tidligere have omtalt under Helsingør, idet nemlig de tydske Borgere vilde slutte sig til den lydske Præst, hvilket den danske Sognepræst betragtede som Indgreb i sine lovlige Rettigheder og derfor, understollet af Hyøvrigheden, gjorde Vanskeligheder idet han støttede sig til, at kun de landflygtige Tydskere havde faaet Tilladelse til al holde en egen Præst.
En theologisk Professor fra Rostok, Dr. Enoch IJutzing, der 1641 opholdl sig i Kjoge, formodentlig ogsaa som landflygtig, henvendte sig lil Biskop Brochmand om Sagen og segle at udvirke større Frihed for den tydske Menighed, men som det synes forgjæves. Mulig have ') Ny klrkehist. Saml. I, 501. ') Se Tillæg, Nr. 13. ) Se Tillæg, Nr. 15.
Af dette Brev kunde man næsten antage, at Tilladelsen til at holde Godstjcneste overhovedet var bleven
Tydskerne berøvet for en Tid, paa Grund af Overskridelse af den først givne Frihed. disse Vanskeligheder været nærmeste Aarsag til, at den første Præst, som den landflygtige tydske Menighed i K j ug e havde kaldet,
Hr. Jochim Schlotoue, efterat have betjent Menigheden paa tredie Aar, forlod Landet og drog tilbage til Tydskland').

Der blev derpaa indledet Underhandlinger med en Præst ved Navn Hr. Juslus Teichmejer, der som landflygtig opholdt sig her i Landet med Kone og Barn, om at overtage Embedet. Men da det blev gjort ham til Betingelse,
at han ikke blot ikke maatte foretage kirkelige Forretninger (or bosiddende Borgere i Byen, men ikke en Gang maatte tilstede nogen, der ikke herte til de landflygtige,
Adgang til al høre sine Prædikener, havde han megen Betænkelighed ved at overtage Embedet. Rigtignok forbed Kongen den 23 Oktbr. 1641 Borgemeslre og Raad i Kjøge at lægge Hindringer i Vejen for, at de fordrevne tydske Folk i Byen valgte sig en egen Præst, forudsat at denne af Bispen kjendtes dygtig til Embedet,
men derved var der ikke tilstaaet noget med Hensyn til de Personer, som maatte slutte sig til Menigheden, og i et senere Kongebrev af 18 April 1642 udtaltes det udtrykkelig, at ingen, som havde Borgerskab,
maatte unddrage sig fra den danske Menighed, men skulde nu som tilforn søge den danske Kirke,
da den kongl. Bevillig om tydsk Gudstjeneste kun gjaldt de fordrevne og fremmede Folk.
I et Par Breve til Biskop Brochmand søgte J. Teichmejer at bevæge denne til at tage sig af Sagen og paa højere Steder udvirke en større Frihed for den tydske Menighed; men han har neppe udrettet noget ved sine Forestillinger.

Imidlertid lod han sig dog den 4 Juni 1642 vælge til Præst for de landflygtige, hvorpaa han den 9 Juni aflagde Præsteeden for Biskoppen.  Efter Præmisserne til den Dom, som nedenfor omtales.( kirkehist. Saml. I, 507). Men kort efter rejste Borgemester og Raad i Kjøge den Anklage mod ham, at de fleste Mænd, der havde underskrevet hans Kaldsbrev, ikke vare fordrevne, men vel indvandrede

Tydskere og svorne Borgere, der altsaa mnatte høre til Sognekirken, og al Ur. Justus havde grebet ind i den danske Sognepræsts, Hr. Oluf Bentsens, Embede, og at han havde givet urigtige Oplysninger.
Sagen blev overgiven til Undersøgelse og Paakjendelse af Niels Vind til Grunnet, Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot, og Biskop Jesper Brochmand, som efter Undersøgelse af Omstændighederne den 11 Av g. 1642 fældte følgende Dom:

 »Da efter Tiltale og Gjensvar og denne Sags Lejlighed, og efterdi for os bevises, at iblandt dennem, som Justi Teichmejers Kaldsbrev underskrevet haver, findes edsvorne Borgere og ufor- drevne, som er imod Kongl. Maj.s Brev, saa og imod Hr. Jnsti Teichmejers egen skriftlige Bekjendelse, og efterdi for os er bevist, at nogle af dem, hvis Navne findes under Kaldsbrevet, aldeles benegte, saadanl med deres Samtykke og Vjdskah aldrig sket er, saa og en af de Mænd, hvis Navn i Kaldsbrevet er indført, under sin egen Haand (!) for Retten bekjendte,
sig ikke at kunne læse eller skrive: Da vide vi ej rettere at kunne kjende, end at forbemeldte Kaldsbrev, givet Hr. Justus Teichmejer, jo er ...ligt og usandfærdigt« ..

Som Følge af denne Dom maalte lir. Juslus Teichmejer allsaa incde tilbage fra Præsteembedet, saalænge til det lykkedes Menigheden at udvirke en kongl. Benaadning af l(i Decbr. 1642, hvorved del tillodes Teichmejer, trods de paaviste Misligheder ved hans Valg, at prædike for de landflygtige Tydskere og de fremmede Soldaler i Kjøge og betjene dem som deres Sjælesørger, hvorimod enhver, der havde Borgerskab i Byen, skulde være bunden til den danske Præst. løvrigt er det os ubekjendt, hvor M Efter Domsakten i Geh.-Arkivet (et Ord i samme er tildels udrevet). a) Se Tillæg, Nr. 21, jfr. Pontopp. Ann IV, 333. D Atlas H, 364 Det lader til, at Tydskernc for at støtte deres Sag have ført grå- længe den tydske Menighed i Kjøge har bestaaet, formodentlig er den ligesom Menigheden i Næstved opløst efler faa Aars Forløb.
 
Kilde: Kirkehistoriske samlinger