Den Tyske menighed i Kjøge 1640
Da imidlertid Byen Kjøge, der dengang forholdsvis var en betydeligere
Handelsstad end nu, alt tidligere havde endel tydske Borgere, opstod
her snart Stridigheder af den samme Art, som dem vi tidligere have
omtalt under Helsingør, idet nemlig de tydske Borgere vilde slutte sig
til den lydske Præst, hvilket den danske Sognepræst betragtede som
Indgreb i sine lovlige Rettigheder og derfor, understollet af
Hyøvrigheden, gjorde Vanskeligheder idet han støttede sig til, at kun
de landflygtige Tydskere havde faaet Tilladelse til al holde en egen
Præst.
En
theologisk Professor fra Rostok, Dr. Enoch IJutzing, der 1641 opholdl
sig i Kjoge, formodentlig ogsaa som landflygtig, henvendte sig lil
Biskop Brochmand om Sagen og segle at udvirke større Frihed for den
tydske Menighed, men som det synes forgjæves. Mulig have
') Ny klrkehist. Saml. I, 501.
') Se Tillæg, Nr. 13. ) Se Tillæg, Nr. 15.
Af dette Brev kunde man næsten antage, at Tilladelsen til at holde
Godstjcneste overhovedet var bleven
Tydskerne
berøvet for en Tid, paa Grund af Overskridelse af den først givne
Frihed.
disse Vanskeligheder været nærmeste Aarsag til, at den første Præst,
som den landflygtige tydske Menighed i K j ug e havde kaldet,
Hr. Jochim Schlotoue, efterat have betjent Menigheden paa tredie Aar,
forlod Landet og drog tilbage til Tydskland').
Der
blev derpaa indledet Underhandlinger med en Præst ved Navn Hr. Juslus
Teichmejer, der som landflygtig opholdt sig her i Landet med Kone og
Barn, om at overtage Embedet. Men da det blev gjort ham til Betingelse,
at han ikke blot ikke maatte foretage kirkelige Forretninger (or
bosiddende Borgere i Byen, men ikke en Gang maatte tilstede nogen, der
ikke herte til de landflygtige,
Adgang til al høre sine
Prædikener, havde han megen Betænkelighed ved at overtage Embedet.
Rigtignok forbed Kongen den 23 Oktbr. 1641 Borgemeslre og Raad i Kjøge
at lægge Hindringer i Vejen for, at de fordrevne tydske Folk i Byen
valgte sig en egen Præst, forudsat at denne af Bispen kjendtes dygtig
til Embedet,
men derved var der ikke tilstaaet noget med Hensyn
til de Personer, som maatte slutte sig til Menigheden, og i et senere
Kongebrev af 18 April 1642 udtaltes det udtrykkelig, at ingen, som
havde Borgerskab,
maatte unddrage sig fra den danske Menighed, men skulde nu som tilforn
søge den danske Kirke,
da den kongl. Bevillig om tydsk Gudstjeneste kun gjaldt de fordrevne og
fremmede Folk.
I
et Par Breve til Biskop Brochmand søgte J. Teichmejer at bevæge denne
til at tage sig af Sagen og paa højere Steder udvirke en større Frihed
for den tydske Menighed; men han har neppe udrettet noget ved sine
Forestillinger.
Imidlertid lod han sig dog den 4 Juni 1642
vælge til Præst for de landflygtige, hvorpaa han den 9 Juni aflagde
Præsteeden for Biskoppen. Efter Præmisserne til den Dom, som
nedenfor omtales.( kirkehist. Saml. I, 507).
Men kort efter rejste Borgemester og Raad i Kjøge den Anklage mod ham,
at de fleste Mænd, der havde underskrevet hans Kaldsbrev, ikke vare
fordrevne, men vel indvandrede
Tydskere
og svorne Borgere, der altsaa mnatte høre til Sognekirken, og al Ur.
Justus havde grebet ind i den danske Sognepræsts, Hr. Oluf Bentsens,
Embede, og at han havde givet urigtige Oplysninger.
Sagen blev
overgiven til Undersøgelse og Paakjendelse af Niels Vind til Grunnet,
Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot, og Biskop Jesper Brochmand, som
efter Undersøgelse af Omstændighederne den 11 Av g. 1642 fældte
følgende Dom:
»Da efter Tiltale og Gjensvar og denne Sags
Lejlighed, og efterdi for os bevises, at iblandt dennem, som Justi
Teichmejers Kaldsbrev underskrevet haver, findes edsvorne Borgere og
ufor- drevne, som er imod Kongl. Maj.s Brev, saa og imod Hr. Jnsti
Teichmejers egen skriftlige Bekjendelse, og efterdi for os er bevist,
at nogle af dem, hvis Navne findes under Kaldsbrevet, aldeles benegte,
saadanl med deres Samtykke og Vjdskah aldrig sket er, saa og en af de
Mænd, hvis Navn i Kaldsbrevet er indført, under sin egen Haand (!) for
Retten bekjendte,
sig ikke at kunne læse eller skrive: Da vide vi
ej rettere at kunne kjende, end at forbemeldte Kaldsbrev, givet Hr.
Justus Teichmejer, jo er ...ligt og usandfærdigt« ..
Som Følge af denne Dom maalte lir. Juslus Teichmejer allsaa
incde tilbage fra Præsteembedet, saalænge til det lykkedes Menigheden
at udvirke en kongl. Benaadning af l(i Decbr. 1642, hvorved del
tillodes Teichmejer, trods de paaviste Misligheder ved hans Valg, at
prædike for de landflygtige Tydskere og de fremmede Soldaler i Kjøge og
betjene dem som deres Sjælesørger, hvorimod enhver, der havde
Borgerskab i Byen, skulde være bunden til den danske Præst. løvrigt er
det os ubekjendt, hvor
M Efter Domsakten i Geh.-Arkivet (et Ord i samme er tildels udrevet).
a) Se Tillæg, Nr. 21, jfr. Pontopp. Ann IV, 333. D Atlas H, 364
Det lader til, at Tydskernc for at støtte deres Sag have ført grå-
længe den tydske Menighed i Kjøge har bestaaet, formodentlig er den
ligesom Menigheden i Næstved opløst efler faa Aars Forløb.
Kilde: Kirkehistoriske samlinger