Forside

Palisader år 1300

Afgifter /told

Gl kjøge betaler afgifter til Bispen i Roskilde.
Bispens mænd opkrævede skatter og afgifter af borgerne på samme måde som kongens mænd gjorde det i de kongelige byer. Først og fremmest betalte borgerne jordskyld, der var en afgift på byens grunde. Dertil betalte hver eneste familie i byen midsommergæld, der var den egentlige skat, og som hed midsommergæld, fordi den skulle betales til Skt. Hans.
Håndværkere, skippere, købmænd havde hver deres specielle afgifter, ligesom sildefiskere skulle betale for retten til at handle med deres varer.
Endelig skulle der betales told af alle varer, der gik ind og ud af byen.

Ny lov

I begyndelse af middelalderen skete der en kraftig byudvikling, således at der omkring 1250 eksisterede henved 60 købstæder, de nordiske købmænd dominerede Østersøhandlen hvorefter handlen gradvis gled over til de nye tyske handelsstationer, bedre kendt under navnet Hansestæderne.

I løbet af ganske få år i begyndelsen af 1400 tallet spredte de tyske købmænd sig over hele Danmark, hvor de ikke kun handlede en gros som tidligere, men også begyndte at konkurrere med ed Danske købmænd om at få andel i detailhandelen. Kongen satte en stopper for den tyske foretagsomhed ved indførelsen af en omfattende lovreform.Den nye lov gav herefter købstæder monopol på al handlen og det meste håndværk. Som modydelse herfor skulle købstæderne til gengæld svare skat og afgifter til kongen.

I Valdemar Sejrs Tidsalder havde Danmark henimod 60 Købstæder, 15 af disse laa paa Sjælland, et lige saa stort Antal i det østlige Jylland, der dog rummer et tre Gange saa stort Omraade, men i Jyllands vestlige Del kun 7, nemlig de tre noget ældre Byer Ribe, Varde, Tønder og de fire nylig opstaaede: Ringkøbing, Holstebro, Lemvig, Nykøbing.

Købstad Kjøge

Kong Erik Menved udnævner Køge til Købstad i 1288

4 års skattefrihed. Der skal nu betales afgifter til Kongen
eneret til håndværk og handel inden for et område, læbælte,
ret til egen administration (altså adskilt fra landets),
ret til egen domstol,
fritagelse for visse skatter og endelig
fritagelse for militærtjeneste/værnepligt.

Kjøges dåbsattest:

" Erik af guds nåde de danske og venders konge, til alle der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.
Vi gør vitterligt for alle, at vi har taget nærværende brevvisere, indbygger i vor by Kjøge under vor fred
og beskyttelse for særligt at værne dem, ider vi vil, at samme lov og ret og fred skal overholdes, som fuldstændigere overholdes i staden Roskilde.
Ydermere erklærer vi alle, der herefter vil bebo nogle ubebyggede grunde i vor by Kjøge, i fire år efter at de er begyndt at bebo nævnte grund, for både fri og undtagne at være for alle byrder og afgifter, der er vor ret.
Derfor forbyder vi strengt under trussel om vor nådes fortabelse, at nogen af  vore fogeder eller deres officialer eller nogen anden vover at hindre dem i anledning af fornævnte, såfremt de vil undgå vor kongelige hævn.
Til vidensbyrd om dette har vi ladet vort segl hænge under nærværende.
Givet i Kjøge i det Herrens år 1288, første søndag efter apostlene Petrus´og Paulus´dag, med drosten hr. Peder som vidne"

For at lette myndighedernes arbejde under opkrævningen af de fastsatte afgifter kom der en del bestemmelser om, at handelen kun måtte foregå på byens torv og på bestemte tidspunkter. Snyd og bedrag kunne man ikke garderer sig imod, mem hvis synderen blev afsløret midt i en handlen, faldt der store bøder. Varernes kvalitet blev også kontrolleret. Eksempelvis kan det nævnes at - hvis en købmand solgte honning blandet op med underlødige varer, blev han hårdt dtraffet - I Ribe endog med døden. Hans lager blev derefter brændt på bålet.

Der gives udførlige Straffebestemmelser for Drab,hærværk,slagsmaal,og Blodsufgydelse, Herreløs Arvegods tilfaldt Kongen.Afgifter til Kongens foged (græsgæld,midsommerskud,tyveskud,juleskud,paaskeskud) blev fastsat.

Læbælte

Som udgangspunkt udgjordes oplandet af det område, som lå inden for en radius på to mil fra købstaden.
En række købstæder fik således udstukket et nøje afmålt opland, og her var to mil det sædvanlige.
I 1681 indførtes to mile læbælter til at beskytte købstæderne mod ølbrygning  på kroerne.
Og hvis der ikke var bestemte regler for en bys opland, gik man normalt ud fra sædvanen om de to mil.
Nogle købstæder havde dog fra middelalderen fået ret til fire mil, og enkelte fik kun tildelt en mil.

Denne oplandsdeling har dog både formelt og reelt været langt mere kompleks.
Der var ikke altid overensstemmelse mellem det formelle opland ifølge privilegierne og så det reelle opland.
Bønderne handlede nemlig ulovligt ved ladepladser, i landsbyerne og foran købstadens porte for at undgå at betale told af varerne.
Den ulovlige handel kaldtes landprang og forprang.
Også de såkaldte fuskere og bønhaser udførte ulovligt byhåndværk i landområderne.
Købstæderne fik monopol på brændevinsbrænding i 1773, men også dette privilegium var i praksis svært at håndhæve.



Historisk  overblik

Køge fik status af købstad af kong Erik 6. Menved den 4. juli 1288. Byen blev næsten fra starten en markant købstad i det sjællandske, og modsat de fleste andre købstæder kunne byen ernære sig helt uden eget landbrug.
Havnen spillede en stor rolle, og byen havde en stor vækst i perioden indtil svenskekrigene 1657-1660.
Kilderne vidner om landprang, ulovlige havne og ulovligt håndværk i landsbyerne.
Det har været nødvendigt at uddybe Køges rettigheder i 1450, hvor det blev præciseret

Erik af Pommern gjorde som konge ihærdige forsøg på at styrke købstæderne: Købstadsforordningen af 1422 indskærpede købstædernes monopol på handel og håndværk. Dette var især vendt mod hansekøbmændene, der mange gange købte deres varer direkte fra danske godsejere, bønder og fiskere. Med den nye forordning sikrede man, at der kom en dansk købmand som mellemhandler. Forordningen gav også hvert håndværkerlav eneret på udførelse af arbejde indenfor deres fagområde.

Købstæderne fik også udvidet selvstyre. Det daglige ansvar med kontrol af håndværk og handel samt udligning af skatter skulle varetages af 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, der blev valgt blandt byens større handelsfolk. Byrådsarbejdet var ikke lønnet, men efterhånden gav stillingen en række privilegier bl.a. fratagelse af byskat, og ofte fik de en særskilt del af byens fællesjord til græsning af deres kreaturer. Ligeledes kunne afgørelser fra bytinget i en række større byer ankes til byrådet, der også mange gange havde domsmyndigheden i handels- og arveretssager.

Købstædernes administration 1660-1870

Købstæderne havde i middelalderen været næsten selvforvaltende med den politiske magt delt mellem borgernes repræsentanter og kongens repræsentant, byfogeden. Tilsammen udgjorde de byens magistrat og bestred en lang række administrative, økonomiske og retslige funktioner. Nogle af de middelalderlige institutioner lever videre i dag. Embederne som byfoged, magistrat, rådmand og borgmester blev således indført i middelalderen.

Traditionelt havde de rigeste borgere et fast greb om den politiske magt. Men selvom det i høj grad var et prestigefyldt hverv at være borgmester eller rådmand, var det ikke særligt økonomisk indbringende, så magistratsmedlemmerne måtte supplere med andre indtægter.

Den brede folkelige deltagelse i bystyret blev efter alt at dømme reduceret i løbet af middelalderen. Fra 1500-tallet og frem var der en borgerlig repræsentation kaldet ”formænd”, ”16 mænd” eller ”24 mænd”. Denne forsamling blev lejlighedsvis indkaldt til under borgmestrenes ledelse at træffe nødvendige beslutninger i byerne. Det foregik ofte på offentlige rådstuemøder. Lensmændene førte det overordnede tilsyn med købstædernes magistrater.

Købstadsadministrationen centraliseres af enevælden

Med enevældens begyndelse i 1660 blev lensmændenes tilsyn med købstæderne ophævet. Bystyrets selvstændige position blev stærkt beskåret, og borgmester og råd skulle referere direkte til kongen gennem Danske Kancelli i kongens centraladministration. Det var også Danske Kancelli, der førte tilsyn med lokaladministrationen i amter og købstæder.

Frederik 3. indførte enevælden i 1660 og begyndte herefter at begrænse de danske byers selvstyre.

Udviklingen var for købstædernes vedkommende et resultat af Købstadsforordningen af 1682, enevældens regulering af købstadsadministrationen. I de mindste byer forsvandt embederne som borgmester og rådmænd helt, og kun kongens repræsentant, byfogeden, blev tilbage. Han var en magtfuld embedsmand, der var en blanding af administrator og dommer.

En købstads øverste forvaltningsmyndighed var magistraten, som var sammensat af borgmestre og rådmænd. I enkelte købstæder kaldtes en af borgmestrene præsident, og der kunne også være viceborgmestre og vicerådmænd. Magistratens medlemmer drev deres almindelige erhverv ved siden af deres offentlige hverv, og de fleste var fra gammel tid købmænd.

Købstædernes geografiske udstrækning blev gennem perioden bevaret stort set uændret. Dog fik flere byer købstadsstatus med tilhørende ret til at drive handel og håndværk. Ved periodens udgang i 1849 var der således 64 købstæder, og deres befolkning udgjorde ca. 10% af den samlede danske befolkning.

Købstæderne var foruden merkantile omsætningspladser også administrative centre, hvor de øverste gejstlige og verdslige lokale embedsmænd boede og havde kontor.

Reduktion af det lokale selvstyre 1682

Købstædernes selvstændige forvaltning overlevede ikke de økonomisk og menneskeligt udmarvende svenskekrige og enevældens nye stærke magtposition. Med et pennestrøg afskaffede kongen i 1682 hundredvis af rådmænd og borgmestre.

Byfogeden blev byens mest magtfulde mand og var samtidig den enevældige konges lokale repræsentant. Forside fra Svendborg Byfogeds regnskaber i 1600-årene.

En forordning fra 1682 reducerede antallet af magistrater i væsentligt omfang, og nu måtte en magistrat kun bestå af 2 borgmestre og 3 rådmænd. I de byer, der havde en præsident, måtte der kun være en borgmester og 3 rådmænd. Der var 9 sådanne købstæder. Andre købstæder måtte kun have en borgmester og 2 rådmænd og det blev gældende for 23 købstæder. De resterende, i alt 27 købstæder og 4 flækker (dvs. byer uden fulde købstadsrettigheder) mistede både retten til at have borgmestre og rådmænd. Der skulle magistraten alene bestå af byfogeden. I løbet af 1700-tallet skaffede enevælden sig af med endnu flere rådmænd og borgmestre.

Forordningen indførte også, at posterne i magistraterne skulle besættes af ”de bedste og vederhæftigste borgere, som længe har skattet og skyldet, og bedst kender byernes tilstand.” Hermed var vejen banet for en professionalisering af embederne, idet kancelliet i stigende grad lagde vægt på at indstille personer med administrative kvalifikationer til de ledige embeder som magistratsmedlemmer og retsbetjente (dommere). Fra 1700-tallet blev jurister foretrukket.

Frem til den nye kommunallov i 1837 var forholdene sådan, at byfogeden i langt de fleste købstæder var ene om at styre magistratsarbejdet. Kun i fire byer, nemlig i Helsingør, Nakskov, Odense og Ålborg, residerede en borgmester ved siden af byfogeden. Rådmandsembederne var på det nærmeste bortfaldet og eksisterede kun i 9 byer. Byfogeden var samtidig både udøvende og dømmende myndighed i bytinget, og ved sammenlægning af embeder i løbet af 1700-tallet kom han under titlen by- og herredsfoged også til at administrere landdistrikterne omkring byen.

Magistratens ansvar og dens opgaver for kongemagten

I et vist omfang var magistraten og herunder borgmesteren under enevælden at betragte som kongens og dermed også centraladministrationens lokale repræsentant. Ingen var jo valgt af købstadens egne borgere. Dens opgaver drejede sig både om forholdet mellem købstad og stat og om regulering af de indre anliggender i byen.

Normalt bevarede man et magistratsembede til sin død, og det var ikke mindst tilfældet for borgmesterembederne. Magistratsmedlemmer var udnævnt af kongen, og de udnævnte skulle aflægge troskabsed til ham, ligesom han skulle bevilge afsked. Endvidere var købstæderne underlagt stiftsbefalingsmandens, senere amtmandens tilsyn.

Magistraten havde ansvar for at holde ro og orden i byen, og forsømte de den opgave, kunne medlemmerne risikere at blive tiltalt og straffet. Det var også magistratens opgave at fastsætte priserne på de vigtigste livsfornødenheder og kontrollere, at de fastsatte priser blev overholdt. Desuden skulle magistraten foretage de nødvendige kommunale ansættelser. Rådhuset var rammen om magistratens arbejde. Her skulle den holde styr på byens breve og dokumenter og oprette et arkiv.

Magistratens kommunale opgaver

Magistraten havde foruden de politiske sager også ansvar for købstadens institutioner og for erhvervslivets virke.

Hver uge skulle der på et bestemt tidspunkt holdes rådstuemøder, hvor kongelige forordninger og befalinger af interesse for borgerne blev bekendtgjort. Borgerne kunne også møde op på rådstuen og fremlægge ansøgninger og klager til kongen. De skulle så fremsendes gennem amtmanden, og svaret bekendtgøres over for den, der havde fremsat anmodningen eller klagen. Endvidere kunne borgere klage over deres medborgere, og det var magistratens opgave at bilægge den slags mindre stridigheder.

Der blev aldrig udfærdiget en egentlig instruks for borgmestre, og de fastsatte regler var formuleret så generelle, at de ikke kunne bruges som specifikke retningslinier i konkrete situationer. Det var borgmesterens opgave at påse, at de pålagte statsskatter blev opkrævet og indbetalt. Det var især konsumption og told. Opkrævningen blev normalt bortforpagtet, så magistraten skulle kontrollere, at forpagternes regnskab var rigtigt, og sikre, at pengene blev afleveret til amtstuen. Blandt andre opgaver var også at indsamle oplysninger til og besvare spørgsmål fra centraladministrationen om købstadens forhold.

Magistraten havde funktionen at være rådstueret, hvilket betød, at den havde en vis dømmende myndighed inden for de sager, den kunne behandle. Det var eksempelvis konsumtions- og politisager samt sager om land- og forprang. Endvidere administrerede magistraten sammen med byfogeden den offentlige skifteforvaltning.

En af dens primære opgaver var behandling af sager om borgerskab i købstaden. Alle, der ville drive borgerlig næring, skulle have borgerskab og skulle i den forbindelse aflægge ed. Håndværkere var endvidere forpligtede til at være medlem af et lav, hvis byen havde et. Offentligheden omkring borgerskab blev sikret ved at indføre meddelelser herom i den almindelige rådstueprotokol eller i den særlige borgerskabsprotokol. Forpligtelsen til at være medlem af et lav forøgede magistratens indflydelse, fordi magistraten førte tilsyn med lavene.

Ved at opnå borgerskab forpligtede man sig samtidigt til at deltage i de kommunale byrder. De bestod bl.a. af, at man skulle betale kommunal skat og udføre pålagte borgerlige ombud på skift. Disse kunne enten være lønnede eller ulønnede. Byens borgere kunne således pålægges at udføre kommunale hverv som stokkemænd, taksérborgere, kæmnere, revisorer, overformyndere eller fattigforstandere.

Borgerlige ombud

Borgerskabets ringe politiske indflydelse blev til en vis grad opvejet af dets deltagelse i den praktiske forvaltning af byen gennem borgerlige ombud, som ingen kunne undslå sig.

Borgerne var ikke helt trængt ud af det offentlige liv. De havde for eksempel pligt til at påtage sig borgerlige ombud. De eneste, der var undtaget herfra, var skippere og søfolk, visse håndværkere, gejstligheden, folk i kongelig tjeneste, hvis de ikke ved siden af drev almindelig borgerlig næring, og nogle få andre.

Det var en vigtig kommunal opgave at ansætte og afskedige kommunale funktionærer, som beklædte de såkaldte ”små bestillinger”. Den kommunale sektor var begrænset, men der var dog en række personer. Det var f.eks. målere og vejere og fogeder for havnen og til at assistere ved udpantninger. Disse folk kunne ikke udpeges af magistraten uden kongelig godkendelse, mens de musikkulturelle stillinger som klokker og organist var afhængige af de kirkelige myndigheders accept. Øvrige funktionærer kunne frit udnævnes. Til denne gruppe hørte bysvende, vægtere, markmænd, brandfolk, skorstensfejere m.fl. Blandt de mere specielle embeder hørte i nogle købstæder en stodderfoged, der smed omvandrende tiggere på porten.

Købstadens økonomi blev også styret af magistraten, dog ofte i samarbejde med borgerskabet. Byens indtægter gav ikke basis for en større kommunal sektor, men der indkom penge fra udlejning af markjorder, andel i borgerskabspenge og købstadsskatter på grundejendom og næring. Ligningen blev foretaget af de såkaldte taksérborgere, som ikke var embedsmænd, men borgere udpeget på et årligt rådstuemøde i januar. Når ligningen var foretaget, blev den lagt frem på rådstuen med mulighed for at klage og appellere til taksérborgerne, der som de eneste kunne ændre på ligningen.

Kæmnererhvervet var et andet vigtigt borgerligt ombud i købstaden. Kæmneren var udpeget af magistraten, og han opkrævede skatterne, førte byregnskabet og foretog nødvendige udbetalinger efter magistratens anvisninger. I større byer kunne kæmneren have hjælpere, kaldet rodemestre.

Når der var aflagt kæmnerregnskab, blev det revideret af et par revisorer udpeget af borgerskabet.

Borgerskabet og magistraten forvaltede i øvrigt i fællesskab de økonomiske midler, som var tillagt kirken, skolen, hospitalet og fattigvæsenet.

Bygnings- og brandkommissioner

Forvaltningen af byernes infrastruktur tog til gennem 1700-tallet. I stedet for at udvide det politiske råderum satsede enevælden på saglige kommissioner. Den første af disse var bygnings- eller brandkommissionerne, som skulle forhindre de mange ødelæggende bybrande.

Brandfaren var overhængende i de stråtækte byer, og derfor blev købstæderne i 1761 beordret til for egen regning at anskaffe sig det nødvendige brandslukningsmateriel og sikre, at borgernes ejendomme var forsynede med brandspande, stiger og brandhager. Der blev udpeget en brandinspektør og ansat brandmandskab. Desuden skulle der foretages regelmæssig skorstensfejning, og der blev organiseret en brandret.

I nogle købstæder løste man opgaven ved at etablere brandkommissioner, ofte benævnt bygningskommissionen. Den havde deltagelse af magistrat og brandinspektør. Den havde også opsyn med købstadens vandforsyning, herunder tilsyn med brønde, vandposte og vandrender.

Ordningen var dog ikke nok, og i 1832 fastslog en ny brandforordning, at alle stråtage i købstæderne skulle fjernes inden for de næste 10 år. Endvidere skulle der i fremtiden være en særlig bygningskommission bestående af byfogeden, brand- og bygningssagkyndige samt flere borgere. Råderummet blev udvidet til at, kommissionen skulle have forelagt alle ønsker om opførelse af nye bygninger og større ombygninger, før de blev påbegyndt.

Havnekommissioner

Den stigende færdsel og ikke mindst behovet for at eksportere flere landbrugsprodukter lagde pres på købstæderne for at forbedre havnene. Havnene var gennem 1700-tallet blevet stærkt forsømt og stod nu i vejen for yderligere fremskridt.

Professionaliseringen satte imidlertid også ind på dette vitale område af købstædernes økonomi. I 1798 blev der oprettet særlige havnekommissioner i alle søkøbstæder. Heri havde et medlem af magistraten og nogle af byens borgere udpeget af amtmanden sæde. Grundlaget for arbejdet skulle være et havnereglement, som skulle godkendes af Generaltoldkammeret. De udstukne budgetrammer skulle overholdes, men loven i 1798 gav dog købstæderne mulighed for at optage lån til havneudvidelser. Fra samme år indgik havneindtægterne ikke i den almindelige kommunekasse, men i en havnekasse.

Fra 1837 blev medlemmerne af havnekommissionerne udpeget af de nye borgerrepræsentationer. Havnekommissionerne anses for en væsentlig faktor bag havnevæsenets modernisering i første halvdel af 1800-tallet.

Borgervæbningen

Fra gammel tid var købstæderne fritaget for at gøre militærtjeneste, men de skulle til gengæld forsvare deres egen by. Forsvaret blev organiseret i borgervæbninger, og de kom især i aktion under 1600-tallets mange krige. Men siden trådte den militære betydning i baggrunden, og borgervæbningerne blev til kommunale politikorps og vægterkorps. I 1801 blev de reorganiseret, og alle duelige borgere skulle trække i uniform.

De forskellige løst organiserede borgervæbninger blev i 1801 standardiseret, idet en kgl. forordning beordrede, at borgervæbningen skulle opdeles i én gruppe med borgerskab og én uden. Den første skulle bistå med opretholdelse af lov og orden i købstaden, mens den anden styrke først blev kaldt sammen, når en fjendtlig styrke truede byen.

I de større købstæder var der en af amtmanden udnævnt stadshauptmand. Han havde sammen med magistraten forslagsret til udnævnelse af underordnede officerer, og han kunne selv udpege underofficerer. Man kunne betale sig fra at blive en del af borgervæbningen, og pengene blev lagt i en fond, som understøttede dem, der ikke havde råd til at opgive deres arbejde, når de indkaldtes til tjeneste. Der blev nedsat lokale kommissioner til at forvalte fonden, og de bestod af stadshauptmanden, byfogeden og et menigt medlem af borgervæbningen. Fra 1837 skulle et medlem af borgerrepræsentationen deltage i kommissionen. 

Med freden i 1814 efter Englandskrigene blev en del mindre købstæders borgervæbninger i 1822 nedlagt og bevogtningsopgaverne overdraget til politiet, og det samme skete senere i 1800-tallet i de større købstæder. Denne gang overgik styrken til brandkorpset.

Amternes administration 1660-1993

Den militære forvaltning, opkrævning af skatter og administrationen af store anlæg som kongeslotte hørte til de tidligste opgaver. I 1700- og 1800-tallet blev tilsynet med købstæder og landkommuner vigtige opgaver, mens 1900-tallets regionale opgaver især har været at sikre velfærdsydelser, som var for store for de enkelte kommuner.

I 1660 blev den danske konge enevældig og kunne regere landet uden at tage andre samfundsgrupper med på råd. Indførelsen af enevælden medførte også ændringer i den regionale administration, idet de middelalderlige regioner, lenene, blev ophævet. I 1662 blev det ved en kgl. ordre til Skatkammeret bestemt, at lenene for fremtiden skulle kaldes amter, og hver amt skulle ledes af en amtmand. Desuden blev der udpeget en stiftsbefalingsmand for hvert af rigets 6 stifter. Han blev senere betegnet stiftamtmand.

Stiftamtmanden stod sammen med biskoppen for de særlige stiftsøvrighedsforretninger, som bestod af kirkernes, skolernes, de fattiges og andre offentlige stiftelsers økonomiske forhold og lignende.  Derudover bestyrede han et eller flere amter. I starten overvågede han desuden de amtmænd, der virkede i stiftets amter, men dette ophørte i løbet af 1700-tallet.

I løbet af de første 10 år efter overgangen fra len til amter blev en række små len lagt sammen til større enheder. Processen med sammenlægninger fortsatte indtil den store amtsomlægning i slutningen af 1700-tallet.

Ved enevældens indførelse i 1660 var der 49 len, men fra 1660 til 1793 blev de lagt sammen til kun 24. Ændringen illustreres af, at der i Sjællands Stift i 1660 var 17 amter og i 1750 kun 10 amter. I Århus Stift var der tilsvarende 8 i 1660, som var blevet til 4 i 1750. Blot for at nævne et par eksempler.

Amtmændene fik færre ansvarsområder end lensmændene havde haft. Lensmændene havde civile opgaver som eksempelvis skatteopkrævere, men havde også militære funktioner, blandt andet havde de kommandoen over fæstningerne. Amtmændene fik ingen militære opgaver og lensmændenes skatteopkrævning overgik til amtsforvalterembedet. Heller ikke retten til at besætte en række underordnede lokale stillinger - amtsskrivere, ridefogeder, skovriddere, herreds- og birkefogeder, borgmestre og rådmænd – den ret blev nu forbeholdt kongen i tråd medenevældens koncentration af magten hos monarken.

Denne udvikling gjorde amtmandsembedet langt mere afhængigt af centraladministrationen end tidligere. Kongemagten ville fratage adelen dennes tidligere eneret på lensmandsembederne, og man udnævnte derfor også borgerlige personer til amtmænd og stiftsamtmænd. Hermed havde kongemagten også svækket mulige konkurrerende lokale magtbaser og styrket sin egen magtposition, igen helt i tråd med enevældens principper.

De fleste amtmænd var dog fortsat adelige og havde ofte gjort tjeneste ved centraladministrationen eller hoffet. Den første amtmand med en juridisk eksamen blev udpeget i Holbæk Amt i 1781, og først fra 1821 blev det et krav, at amtmænd og stiftamtmænd havde juridiske embedseksamen. Herefter var stadigt færre amtmænd af adelig herkomst, mens de fleste blev rekrutteret efter nogle års tjeneste i centraladministrationen. Først da var professionaliseringen af embederne slået igennem.

Amtsreformen af 1793 holdt i 200 år

I 1793 blev der gennemført en større amtsreform. Omlægningen kom imidlertid trods sin langsomme indførelse til at holde i mange år. Faktisk varede den helt indtil kommunalreformen i 1970 hen ved 200 år senere.

I Rentekammeret var der et ønske om at udligne størrelsesforskellen mellem de meget store og meget små amter. Derfor opstillede man middeltal for de nye amters geografiske udstrækning, befolkningstal og hartkorn. Hartkorn var en målestok for jordens værdi som dyrkningsareal og anvendtes til skatteligning. Det lykkedes ikke helt, men der blev trods alt skabt en bedre ensartethed i amternes størrelse. Man overvejede samtidig, om de gamle retslige underenheder, herrederne, skulle opsplittes og tilgå forskelle amter og dermed benytte sognegrænser ved nyinddelingen af landet i stedet for at ny-inddele herrederne. Men man endte med at fastholde benyttelsen af herredsgrænser som hovedregel.

Resultatet blev 18 amter; 9 i Nørrejylland (dvs. Jylland nord for Sønderjylland), 2 på Fyn og 5 på Sjælland. Bornholm og  Lolland-Falster kom hver til at udgøre ét amt. Den nye amtsinddeling blev bekendtgjort ved en såkaldt rentekammerplakat i 1794, men det tog omkring 16 år at få den gennemført.

Enkelte senere ændringer af amtsgrænserne skete der dog. I 1808 blev Roskilde Amt delt mellem Frederiksborg Amt, som fik resten af Horns Herred, og så Københavns Amt, der fik tillagt Køge og Roskilde. Århus Amt blev i 1942 delt, så Skanderborg Amt opstod. På Fyn gjaldt endvidere mellem 1815 og 1848 det særlige forhold, at øen havde en guvernør, som både amtmænd og stiftsamtmænd var underlagt, idet han var den øverste civile embedsmand i Fyns Stift.

http://www.byhistorie.dk/kommuner/artikel.aspx?artikel=koebstaeder.xml

Kilder: Degn (1987) tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Købstæder med mere oprettede mellem 1600 og 1801 er vist med kursiv.