Mennesker
Indbyggerne i købstæderne var en broget skare med de mandlige borgere i spidsen. Det var nemlig kun en mindre del af bybefolkningen, der havde det eftertragtede borgerbrev. Købstæderne øvede ikke desto mindre stor tiltrækning på bondebefolkningen, men tilvandring var faktisk også helt afgørende for, at de kunne fastholde deres indbyggertal.
Byboere og landboere
I tiden fra reformationen i 1536 til industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet boede rundt regnet ti pct. af befolkningen i købstæderne. Langt de fleste danskere boede i landsbyerne. Men det specielle og friere liv i købstaden tiltrak mange mennesker fra landet. Undertiden kom folk også fra andre byer, fra fjernere liggende landsdele eller helt fra udlandet og slog sig ned for at drive handel eller håndværk, for at tage arbejde eller ”få en plads” som tjenestefolk.
Tilflyttere
Tilvandring var nødvendig for at opretholde købstædernes indbyggertal. Der blev født færre, end der døde i købstæderne, og mange købstæder var i forvejen små. Der boede under 500 mennesker i de mindste af dem, og det var mindre end adskillige landsbyer. De største købstæder havde omkring fem tusinde indbyggere, men selv her kunne befolkningen ikke reproducere sig selv. Hovedstaden København var væsentligt større end de øvrige købstæder, og den voksede støt gennem århundrederne, mens provinsbyerne stod i stampe.
Borgere og byboere
Borgerne udgjorde kun en mindre del af den samlede bybefolkning. Inden for borgerskabet var det kun husstandens mandlige overhoved, som kunne opnå borgerskab, mens kvinder, børn og tyende i hans husstand kun var knyttet til borgerskabet i kraft af ham. Daglejere, tjenestefolk, soldater, fattige og udstødte var heller ikke borgere, men blot købstadsfolk. Skøger, natmænd og bøddeler stod endda helt uden for bysamfundet som marginale eksistenser.
Husstanden
At tilhøre en husstand var et grundlæggende princip i samfundet, og det gjaldt både i by og på land. Mennesker, som ikke tilhørte nogen husstand, kaldtes løsgængere, og de var som sådanne ikke fuldgyldige medlemmer af samfundet. Husstandens medlemmer var knyttet sammen både af slægtsmæssige og arbejdsmæssige bånd. Således stod både familie og ansatte under husfaderens myndighed.
Tyende
Tjenestefolk havde de fleste af byens borgere brug for. Det var normalt, at borgerfamilierne havde i hvert fald én tjenestepige eller dreng, de bedrestillede borgere havde flere. Tjenestefolkene, tyendet, indgik i husholdningen, og blev ud over kost og logi som regel aflønnet med et mindre pengebeløb.
Ud at tjene
Nogle mennesker levede som tjenestefolk livet igennem, men for andre, især børn og yngre mennesker, var det ofte et skridt på vejen mod en karriere. For tjenestepigen kunne et liv som tjenestepige fungere som oplæringsperiode, inden hun trådte ind i et ægteskab. For tjenestedrengenes vedkommende gjaldt det om at få sparet lidt op, så han med tiden kunne få foden under eget bord. Endelig var det en måde at skaffe sit udkomme på, især for ugifte kvinder, der uden en forsørger ikke havde mange andre muligheder.
Herskab og tjenestefolk
Det forventedes af tjenestefolkene, at de var loyale og trofaste over for deres husherre. Men tilknytningen til herskabets husholdning gav til gengæld en vis sikkerhed mod fattigdom og armod, ligesom det var prestigefyldt at få en plads et særligt fint sted. Skulle tjenestefolk skifte tjenesteplads fra én husholdning til en anden, kunne det kun ske to gange om året på de såkaldte skiftedage. Ved afrejse fik tjenestefolkene et skudsmål, der dokumenterede ansættelsen og gav en vurdering af arbejdets kvalitet.
Vigtigt at få en god plads
Det var ikke lige meget, hvor man kom hen at tjene. At få en plads i et fornemt hjem var meget eftertragtet, mens en plads hos en jævn familie var noget mindre prestigefuldt. Selve arbejdets art afhang af, hvilken type plads der var tale om. Dels var husholdningens arbejdsopgaver kønsopdelte, dels var de tydeligt afgrænsede i forhold til hinanden. Således blev køkkenpigen i køkkenet og passede ildstedet og gryderne, mens det var stuepigen, der fik det mere ærefulde hverv at servere maden for herskabet.
Soldater
Hærens soldater satte et stærkt præg på byens liv i de såkaldte garnisonsbyer. De boede hos byens borgere og kunne tage arbejde i byen.
En garnison i byen
Beboere i købstæderne var fritaget for militærtjeneste, men til gengæld skulle de sørge for indkvartering af hæren. Nogle købstæder blev pålagt at have en militær forlægning, en garnison. De øvrige byer skulle betale en hjælpeskat til garnisonsbyerne for at udligne byrden. Soldaterne var hovedsageligt hvervede, det vil sige ansatte.
En adskilt verden
På mange måder var hæren slet ikke en del af købstadsamfundet. Den havde sin egen lovgivning, egen domstol, kirke, kirkegård og skoler. Mange soldater talte tysk, og deres børn gik i tysk skole. Samtidig var garnisonen meget synlig i gadebilledet. Eksercitser, marcher og signalhornenes morgen- og aftensignaler satte deres helt særlige præg på byen. Soldaterne kunne udgøre op imod en femtedel af hele byens befolkning.
Soldaterne boede hos byens beboere
Garnisonens soldater skulle indkvarteres privat hos byens borgere. Man fik betaling for ulejligheden, men indkvarteringen var dog frivillig, og man kunne vælge i stedet at betale sig fra alt besværet. Soldaterne havde krav på en seng med halmmadras og sengetøj, et bord, en bænk og en stol. De soldater, der var gift, skulle desuden have hustru og eventuelle børn indkvarteret. Officerer og underofficerer kunne gøre krav på lidt bedre forhold, for eksempel at deres soverum kunne varmes op - men brændet skulle de dog selv købe.
Økonomisk byrde og gevinst for byen
Soldaterne kunne i mange tilfælde få lov til at tage arbejde i byen. De konkurrerede da med byens daglejere om det forhåndenværende arbejde og kunne også true håndværksmestrene på deres næring. I perioder med mangel på arbejde kunne soldaterne nemt komme i konflikt med byens øvrige befolkning. Men garnisonen var ikke kun en byrde for byen. De mange soldater var gode kunder hos byens næringsdrivende. Soldaterne skulle købe mad, brændsel og andre dagligdags fornødenheder, og de skulle købe foder til hestene. De var altså ikke kun en byrde for byen, men var i lige så høj grad en gevinst for byens erhvervsdrivende.
Kaserner i stedet for privat indkvartering
I første halvdel af 1800-tallet gik hæren i stigende grad væk fra at hverve soldater og benyttede i stedet værnepligtige. De værnepligtige deltog ikke i byens liv på samme måde som de hvervede – de tog ikke arbejde i byen og de blev efterhånden indkvarteret på kaserner uden for byen.
Skøger
Prostitution var et ret almindeligt erhverv i købstaden, selv om det ikke ligefrem var omgærdet af respekt. Det blev dog anset som et problem for samfundet, og holdningen til erhvervet skiftede flere gange.
Et nødvendigt onde
I middelalderen blev prostitution anset som et "nødvendigt onde". Myndighederne troede, de prostituerede kunne afholde mænd fra at bedrive hor og homoseksualitet. Derfor var offentlige bordeller eller "tolererede huse" ikke ualmindelige i de store købstæder.
Prostitution blev ulovligt
I løbet af 15- og 1600-tallet skete der dog en ændring med erhvervets status, som betød, at bordellerne blev lukket, og prostitution blev strafbar og i stadig højere grad skamfuld. Her spillede udbredelsen af syfilis en rolle. Denne udvikling var et resultat af et samspil mellem kirkens moralisering og statens øgede magt i samfundet. Det var naturligvis ikke ensbetydende med, at prostitution forsvandt i købstaden; det betød blot, at kvinder, der bedrev prostitution, nu blev straffet - oftest ved hårklipning og afskæring af ører.
Udstødt af samfundet
De prostituerede blev ringeagtet på lige fod med andre sociale udskud som tiggere og løsgængere. Det var hovedsageligt fattige og udstødte kvinder, der blev prostituerede. Dog har nogle sandsynligvis valgt professionen, fordi indkomsten var noget højere end f.eks. en tjenestepiges løn. Antallet af prostituerede har uden tvivl været stort.
Statskontrollerede bordeller
I 1800-tallet ændredes billedet igen med indførelsen af en lovpligtig regelmæssig helbredsundersøgelse af de prostituerede i et forsøg på at kontrollere den hastige udbredelse af kønssygdomme. Det hele kulminerede i 1874, hvor det blev lovpligtigt at man som prostitueret lod sig indsskrive som "offentligt fruentimmer" - prostitution var igen lovlig omend under politiets kontrol.
Borgerskabet var købstædernes altdominerende gruppe, der med familie og tyende udgjorde rundt regnet halvdelen af byens indbyggere. For at blive borger måtte man aflægge ed og betale borgerskabspenge til byen. Til gengæld fik man borgerbrev og dermed lov til at ernære sig som selvstændig handlende eller håndværker.
Småborgere og spidsborgere
Borgerskabet var den sociale elite i byen, og det var også borgerskabet, der sad på den politiske magt. Man skulle nemlig være borger for at kunne vælge repræsentanter til byens styre og for at kunne møde frem, når der blev kaldt til rådstueforsamling. Men også inden for borgerskabet var der store sociale forskelle. Købmændene var i reglen de mest velstillede og indflydelsesrige, mens skippere, håndværkere og småhandlende lå længere nede i hierarkiet.
Borgerfamilierne i byens sociale hieraki
For eliten gjaldt det om at bevare og styrke sin position blandt byens spidser, mens det for den lavere del af borgerskabet gjaldt om at forbedre sin position og sociale anseelse. Et af redskaberne hertil var indgåelse af ægteskab. Ved at skabe en ægteskabelig alliance, hvor en søn eller datter blev gift opad i hierarkiet, kunne hele familien vinde mere anseelse. Et andet redskab var valget af faddere, når borgerskabets børn skulle døbes. Fornemme faddere gav prestige til hele familien og konsoliderede allerede indgåede familiealliancer.
Borgerskabet var byens kulturbærende lag
Nedarvet fra middelalderen besad borgerskabet en norm om frihed og samhørighed i forhold til samfundets andre grupper, og selvom kongemagten beskar den politiske frihed, søgte borgerskabet til stadighed at markere sin særlige kultur med klubber, teatre, borgervæbninger og fugleskydninger.
Det moderne borgerskab
I 1800-tallet fremkom en ny type borger i byen. Det spirende private erhvervsliv betød, at der blev skabt grobund for fabrikanter og direktører. Dette moderne industriborgerskab var præget af driftighed og handlekraft, og det havde en mere individualistisk måde at føre sig frem på end det traditionelle borgerskab. I 1857 blev der indført såkaldt fri næring, og dermed afskaffedes borgerskabets privilegier på at drive handel og håndværk. Tildelingen af borgerskab fortsatte, men var nu en ren proformasag.
Børn
Høj som lav foregik børnenes tilværelse på de voksnes præmisser. De voksne havde ret og pligt til at bestemme børns navn, uddannelse, opholdssted og arbejde.
Små voksne
Barndommen blev ikke anset som en tid for individuel udvikling, men som en forberedelse til voksenlivet. Sønner af købmænd og håndværkere blev oplært i deres fars erhverv, og pigerne blev sporet ind på et liv som medhjælpende hustru. Allerede fra en meget ung alder levede børnene et voksent liv. De var med i det daglige arbejde, med på sygebesøg, med til fester og til højtider.
Børnene blev tugtet
Det blev forventet, at børn skulle være lydige og flittige. Tæsk blev anset som et nyttigt opdragelsesmiddel til at lære børnene selvdisciplin. Tid til leg blev ikke prioriteret højt, og hos mange familier blev skolen opfattet som en unødvendig tidsrøver. Det gjaldt alle børn, at deres udendørs lege var henvist til byens fælleder og gader, og gadebørn var derfor ikke noget negativt begreb.
Opdragelse og uddannelse
Langsomt kom der mere fokus på opdragelse og uddannelse, fordi købstadens erhverv fik mere og mere brug for uddannede borgere. Dette var i overesstemmelse med tidens førte politik - merkantilismen - hvor staten krævede nyttige samfundsborgere. Købstaden var forpligtet til at gribe ind over for dovne og forsømte børn. Fattige, tiggende og forsømte børn kunne derfor med god samvittighed anbringes i børnehuse og arbejdsskoler. Længe var det derfor hovedsageligt børn fra velstillede familier, der kunne se frem til en mindre slidsom barndom.
Borgerbørn og arbejderbørn
1800-tallet kaldes populært ”børnenes århundrede”, hvor børn ikke længere kun blev opfattet som små voksne. Kernefamilien vandt terræn, og moderkærlighed blev et ideal, men igen hovedsagelig hos det velstillede borgerskab. Arbejderfamilierne havde brug for hver eneste håndøre, de kunne tjene, så børnene blev i høj grad ansat på de mange fabrikker, der dukkede op sidst i 1800-tallet.
Tiggere og fattiglemmer
Tiggeri var i middelalderen en accepteret adfærd, som derefter blev kriminaliseret. De fattiges forsørgelse måtte ikke længere forstyrre byens ro og orden. I stedet blev det et anliggende for kommunale og offentlige institutioner.
Tiggeri
Fra katolsk tid havde det været en del af det kristne fromhedsideal at give tiggere og fattige almisser – staklen kunne jo være Herrens egen engel i forklædning! Men efter reformationen forsøgte man stik imod denne tradition at begrænse tiggeriet mest muligt. Der indførtes tiggertegn, som kun blev givet til byens egne værdigt trængende. Det gav mere kontrol med, hvem der ernærede sig ved tiggeri og mulighed for at jage fremmede tiggere på porten.
Offentlig fattighjælp i stedet for tiggeri
I 1708 blev traditionen helt brudt, da tiggeriet ved lov blev kriminaliseret. Herefter var ikke blot tiggeren, men også giveren i konflikt med loven. Hensigten var i stedet at skabe en egentlig offentlig forsørgelse, som byens borgere skulle bidrage til efter evne. De fattige skulle vurderes af en offentlig fattiginspektion og tildeles en passende almisse i forhold til deres trang. Forsørgelsessystemet var vanskeligt at få etableret, og der eksisterede fortsat et udbredt illegalt tiggeri. Borgerne ville gerne selv bestemme, hvilke fattige de ville hjælpe, og de ville gerne selv kunne nyde den fattiges taknemmelighed over almissen.
De fattige skulle bestille noget
For at få borgerne til at yde mere til det offentlige fattigvæsen indførtes i 1803 en decideret skat, som borgerne skulle betale til fattigkassen. Dette førte mange steder til en øget interesse for at sætte de fattige i gang med noget simpelt arbejde, som kunne give fattigvæsenet en ekstra indtægt og dermed mindske borgernes udgifter til fattigkassen. Forsøgene strandede dog ofte på, at de fattiges produkter ikke var konkurrencedygtige på markedet, og produktionen blev i stedet blot en yderligere udgift for fattigvæsenet.
Fattighuse og fattiggårde
Der fandtes som regel et eller flere fattighuse i byen, hvor et mindre antal fattige kunne få logi. Fattighusene kunne langt fra dække behovet og fungerede ofte som hjem for nogle få af byens fattige enker. I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte sognekommissionerne i stigende omfang at etablere de såkaldte fattiggårde. Hensigten var, at alle de forsørgede skulle have logi på fattiggården mod til gengæld at arbejdede der i det omfang, de var i stand til.
Natmand og bøddel
Natmanden skulle bortskaffe byens affald og tømme latrinerne, mens bøddelen havde til opgave at eksekvere korporlige straffe og henrettelser. Disse meget specielle opgaver vakte afsky og væmmelse i befolkningen, og arbejdets lave status smittede af på dets udøvere.
Byens beskidte arbejde
Natmandens funktion i byen var primært håndtering og bortskaffelse af byens affald. Dette indebar at tømme byens latrintønder, og arbejdet foregik om natten. Men han kunne også indgå i bøddelens arbejde som den, der ”ryddede op” efter en henrettelse. Både natmanden og bøddelen havde vigtige funktioner i bysamfundet og var ansat af byen til at udføre deres funktioner. Men alligevel var de og deres familier socialt udstødte, fordi de så at sige udførte det beskidte arbejde for byen.
Bøddelens arbejde
Bøddelen havde til opgave at afstraffe byens dømte. Det kunne være ved at afhugge legemsdele, knibe med gloende tænger, piske og udstille til spot i gabestokken. Henrettelser ved halshugning eller i galgen var også bøddelens opgave. Ofte bestod straffen af en kombination af flere afstraffelsesmetoder, og måske skulle liget oven i købet vanæres bagefter. Her kom natmanden ind i billedet, da det var hans opgave at lægge liget på hjul og stejle og i øvrigt bortskaffe liget efter en henrettelse. Det var langtfra alle byer, der havde deres egen bøddel. I mindre købstæder betjente man sig af en udenbys skarpretter, som selvfølgelig tog sig betalt for sit arbejde. I slutningen af 1700-tallet blev hængning helt afløst af halshugning som henrettelsesmetode, og henrettelserne ændrede samtidig karakter fra at være offentlige begivenheder til at foregå i det skjulte i byens arrest.
Natmandsfolket
Natmanden havde ud over håndteringen af affald også til opgave at aflive gamle heste og bortskaffe selvdøde dyr. De døde dyr skulle flås og skindet renses. Såvel arbejdet med døde dyr som med de henrettede mennesker blev af det omgivne samfund betragtet som stærkt vanærende, og ifølge folketroen var natmændene og deres familier i kraft af disse opgaver i nær kontakt med de onde kræfter. Man mente, at natmandsfamilierne måtte være uærlige for overhovedet at kunne varetage deres frastødende erhverv. Natmandsfamilierne levede derfor afsondret fra det øvrige samfund uden for bymuren, og deres sociale kontakter begrænsede sig mest til andre uærlige mennesker som eksempelvis løsgængere og kriminelle.
Natmanden bliver skraldemand
I 1800-tallet aftog folketroen noget, og natmændene, bødlerne og deres familier oplevede en opblødning af den hidtidige isolering fra det øvrige samfund. Arbejdet med at indsamle byens affald blev et mere accepteret hverv i takt med, at der var stigende interesse for at holde byen ren. Renovationen blev ledsaget af larmen fra en skralde, så folk kunne vide, at renovationsvognen kom forbi efter affald, og betegnelsen skraldemand opstod. Med kloakeringen af byerne sidst i 1800-tallet forsvandt den kedelige tjans med at tømme latriner.
Bøddelens funktion forsvinder
Eksekveringen af dødsstraf forekom hyppigst frem til midten af 1600-tallet, hvorefter den aftog gradvist. Dødsstraffen afskaffedes formelt i 1930 og havde da ikke været anvendt siden 1892, men den genindførtes kortvarigt igen under retsopgøret efter besættelsen.
Madammer og fruentimmere
Købstadens kvinder var underordnet mændene, uanset om kvinderne var rige eller fattige. Det kom både til udtryk i hjemmet, hvor manden var familiens overhoved, og i købstadens offentlige liv, hvor kvinder ikke kunne besidde embeder eller - med undtagelser - få borgerskab. Kvindens plads var først og fremmest i hjemmet.
Kvinderne var ikke myndige
Kvinder kunne som udgangspunkt ikke være selvstændige, myndige borgere i købstaden. Deres tilhørsforhold til byen var derfor helt afhængigt af, at de hørte til en husstand, enten som hustru, datter eller tyende. Med reformationen i 1536 blev det forbudt at være selvføding, altså at være ugift og selv tjene til føden.
Ægteskab
Samfundet var baseret på, at kvinder skulle indgå ægteskab - det var så at sige kvindens primære rolle i samfundet. Derfor var der dårlige forudsætninger for, at enlige ugifte kvinder kunne klare sig selv. For at rette op på det, blev der i alle købstæder oprettet særlige stiftelser til nogle af borgerskabets ugifte kvinder og enker. Hos den jævne del af befolkningen var det mest almindeligt, at ugifte kvinder arbejdede som tyende, hvor de så var under husfaderens myndighed. Piger blev generelt opdraget med henblik på at indgå ægteskab. Derfor blev de fra helt små oplært i kvindelige gøremål som husholdning og børnepasning.
Kvindernes arbejde i hjemmet
Kvinder kunne ikke selv have et erhverv, men det var ikke ualmindeligt, at håndværkerhustruer hjalp til med produktionen. En enke efter en rig mand kunne dog, hvis hun forblev enke, drive mandens forretning videre. Overklassens kvinder skulle ikke arbejde. Deres opgave bestod i at overvåge, at arbejdet i husholdningen blev udført tilfredsstillende af tyendet. Børnepasningen blev overladt til en amme, som selv havde født fornylig.
Kvindernes erhvervsmuligheder var begrænsede
Fattigere kvinder kunne arbejde som krokoner eller kræmmere og sælge fødevarer og småting på byens markeder og torve. Men uden husbond var fattige kvinder undertiden nødsaget til at tigge sig til føden eller blive prostituerede. Hos det mindre velbemidlede borgerskab kunne ugifte kvinder eller enker arbejde som privatlærerinder eller guvernanter, men hos den rigere del af borgerskabet tog familien sig sædvanligvis selv af sine ugifte kvinder. Først med Næringsloven af 1857 kunne ugifte eller forladte kvinder over 25 år få næringsbevis.
Daglejerne blev hyret til forskelligt forefaldende arbejde fra dag til dag. Indkomsten var derfor ikke særligt stabil og arbejdet ikke særlig højt betalt.
Daglejerne var ikke borgere
Daglejerne tilhørte den del af byens befolkning, der lå lavt i byens sociale hierarki, fordi de ikke havde borgerbrev og derfor heller ikke havde ret til at drive erhverv og være selvstændige. De var ufaglærte, og havde reelt ikke andre muligheder end at være daglejere.
Tæt på fattigdom
En lille lejlighed eller et lejet værelse var den almindelige bolig for daglejerfamilierne. De levede til tider under meget kummerlige forhold, og der skulle ikke mange uheld til, en alvorlig ulykke eller et dødsfald, før familien sank ned i decideret fattigdom. Alle i familien, både voksne og børn, var nødt til at tage det arbejde, der bød sig, og rakte det ikke, måtte man supplere enten ved at tigge eller ved at modtage fattigforsørgelse i en periode.
Daglejerne udførte forefaldende arbejde
Daglejerne skaffede sig en indkomst ved at tilbyde deres arbejdskraft eller ved at tilbyde byens borgere forskellige ydelser. Det kunne eksempelvis være høstarbejde på bymarken, vognkørsel, lodsning og ladning af skibe eller garnbinding for fiskere. Var der garnisonssoldater i byen, konkurrerede de gerne med daglejerne om det løse arbejde.
Arbejdere i industrien
I 1700-tallet fremkom de første af datidens industrivirksomheder, manufakturerne og fabrikkerne, og dermed åbnede der sig et helt nyt arbejdsmarked for de ufaglærte, som relativt hurtigt kunne oplæres i den industrielle arbejdsproces. Det var dog først i slutningen af 1800-tallet, at industrien for alvor gav beskæftigelse.
Syge og stakler
Byens stakler bestod af en bred gruppe af patienter: Fysisk og psykisk handicappede, gamle og døende, affældige og skizofrene. Nogle havde været udsat for forskellige slags kvæstelser, eller de var måske blevet ramt af smitsomme sygdomme, når byen blev hærget af epidemier. Fælles for dem alle var, at de ikke kunne klare sig uden hjælp.
Hospitaler uden læger
Begreberne hospitaler og sygehuse brugtes dengang som nu i flæng. Nogle steder havde man efter reformationen omdannet klostre og Skt. Jørgensgårde til hospitaler, og måske havde én eller flere af byens velhavere oprettet en plejestiftelse med testamenterede midler. Men de forskellige stiftelser og hospitaler fungerede ikke som sygehuse i moderne forstand; de havde ikke læger ansat til at udføre behandlinger. Hospitalernes funktion var frem for alt at forsøge de syge og isolere folk med smitsomme sygdomme.
Kloge folk og bartskærere
Skulle man have en egentlig behandling mod noget, så opsøgte man en såkaldt ”klog” mand eller kone, eller man gik til en bartskærer, som ud over at barbere folk havde specialiseret sig i forskellige typer operationer.
· Sygehuse og lægebehandling
I løbet af 1700-tallet opstod der en større interesse for at behandle de syge, så de atter kunne være samfundet til gavn. De "kloge" folk måtte ikke længere praktisere deres kvaksalveri, og en decideret medicinsk og kirurgisk lægeuddannelse tog form. Der opførtes flere sygehuse, både militære og civile, hvor det primære formål var lægelig behandling. I 1800 fandtes der dog kun tolv civile sygehuse landet over af denne type, og først ved midten af 1800-tallet blev lægebemandede sygehuse almindelige i de danske byer.
Praktiserende læger
Konsultation og behandling foregik mod betaling, og som i dag blev medicin i reglen ordineret af lægen, og patienten kunne derefter købe den på apoteket. Mange havde dog ikke råd til at gå til lægen, og der eksisterede desuden langt ind i 1800-tallet en vis skepsis over for lægens faglige autoritet. Derfor fortsatte de i vidt omfang med at opsøge de ”kloge” folk, som de altid havde gjort, selvom det ikke længere var lovligt.
Ingen gæst slap ind i købstaden uden at blive nøje kontrolleret, for gæster måtte ikke snige sig til at få fordel af købstædernes privilegier. I et samfund, hvor gruppen betød mere end individet, var ensomme vejfarende altid omgærdet af mistro. Det gjaldt derfor om for enhver gæst at finde frem til sine standsfæller i købstaden for at blive lukket ind i fællesskabet.
Voldsgæsteri
I middelalderen kunne alle fremmede i købstaden kræve at blive modtaget som gæst og mod betaling få logi og kost, hvis han kom i lovligt ærinde. De vejfarendes ret til at få tag over hovedet blev kaldt voldsgæsteri. Til gengæld for gæstfriheden i middelalderen var der mange regler om, at gæster skulle tage borgerskab i købstaden eller betale dyrt for at få lov til at handle i større stil.
Gæstgiverier og postgårde
Klostrene havde taget imod de fleste gæster, men da disse forsvandt efter reformationen, blev det borgernes problem. Kom gæster for at handle, havde de lov til at hænge et skilt ud foran det borgerhjem, de boede i. Til gengæld måtte borgeren i huset se alle hans forretninger efter. For at lette presset på borgerne blev der fra 1695 indrettet offentlige værtshuse, og senere blev også de mere statelige postgårde etableret, i første omgang på postens hovedruter. Fra begyndelsen af 1800-tallet kunne man rejse med postvæsenets dagvogne fra by til by og overnatte på byernes postgårde.
Pas og kontrol
Når gæsten trådte ind gennem byporten, var han underkastet købstadens ret og lov. For at minde ham om det, stod der gerne strafferedskaber som halsjernet og træhesten lige inden for porten eller nede ved havnen. Under enevælden, der indførtes i 1660, herskede der pastvang for både indenlandsk og udenlandsk færdsel. Ingen kunne derfor rejse nogen steder uden at være godkendt af politiet.
Vandrende svende
En håndværkersvend på vandring kunne ingen købstad nægte adgang. Svenden søgte hen på svendeherberget, hvor han blev anvist arbejde af det lav, hans fag hørte under. Fik han først arbejde, hørte han under lavets bestemmelser og blev behandlet som en af byens sønner. I 1828 blev bevægelsesfriheden indskrænket, og svendene skulle fremover medbringe vandrebøger som legitimation.
Kilde: den digitale byport